Vi er ankommet til Lima! – med en forsinket afgang fra København er det ret godt klaret, at vi landede i Lima 5 minutter før ETA kl. 19:15 lokal tid (01.15 dansk tid). Vi havde en fin flyvetur på 12 timer, fik lidt at
spise flere gange, så film, spillede og læste, og prøvede også at sove en smule. Men erfaringer siger, at det bedste er at følge den lokale rytme på destinationen, og det prøvede vi at leve op til.
Vi fik vores bagage ganske hurtigt, og da vi kom ud af transitten, stod der, som Vitalia havde lovet, en lille fin mand med et stort skilt, hvor der stod ”Niels Sigh” på. Han kørte os til San Borja (bydel i Lima), hvor Vitalia bor
– men hvilken køretur! Indbyggerne i Lima kører præcis, som når de blinde slås. Der var en voldsom trafik, og der blev dyttet og båttet og kørt på kryds og tværs. Vi morede os meget
og var glade for, at vi ikke selv sad bag rattet. Vi kørte ca. 45 minutter – gennem diverse industrikvarterer, hvor folk også bor, og som ikke just så indbydende ud og nåede endelig Vitalias hus. Og ankommet hertil stod Vitalia
og hendes datter Andrea ude på gaden og tog imod os, som om vi bare havde været væk fra hinanden i et par måneders tid. Karin, som jo ikke tidligere havde mødt nogen af dem, blev krammet og kysset, og jeg gik da heller ikke ram
forbi. Andrea var den lille pige på 13 år, som jeg havde været til fødselsdag hos på samme sted for mange år siden. Nu er hun en voksen kvinde og lige blevet færdig som ”Industrial Engineer” fra et universitet
i Californien. Hun bor hjemme hos sin mor sammen med en lille etårig puddel ved navn Lucas, mens hun søger job på livet løs.
Og ganske rigtigt – vores værste forudanelser viste sig at holde stik: efter at have checket ind hos Vitalia, skulle vi da lige ud og spise en lille let middag på Villa Pollo, en fjerkrærestaurant, som virkelig laver lækker kylling med diverse tilbehør. Og vi fik selvfølgelig Inka Cola til. Dagens 4. måltid, men så var det også nok i denne omgang. Kort og godt: vi havde ikke meget mere strøm tilbage på batterierne og var derfor i seng kl. 23:00 lokal tid (05:00 dansk tid), men da havde vi så også holdt os kørende/flyvende i ca. 22 timer, hvilket vi synes er godt gået af os. – Buenas noches y hasta la vista!