Robben Island

Vi har været på Robben Island i dag. Det har været en spændende og oplevelsesrig dag, men egentlig temmelig trist. For dem, der ikke kender Robben Island, har øen i århundreder været brugt som fængselsø for kriminelle, ligesom den under 2. Verdenskrig fungerede som forsvarsværk for Cape Town, i hvis havn de allieredes skibe lå med henblik på at kunne angribe eventuelle tyske u-både og andet utøj. Der findes stadig store kanonstillinger på øen, som er ca. 2x3,6 km i areal. – Som fængselsø blev Robben Island frem til omkring slutningen af 1960´erne brugt til primært stærkt belastede kriminelle, samt til det voksende antal politiske “afvigere”, som ikke kunne acceptere det stadigt voksende apartheid-regime. Udover de fængslede levede der fangevogtere, deres familier, samt hele fængselsadministrationen, som for en stor dels vedkommende bestod af personer fra Storbritannien, som øvrigt langt hen ad vejen støttede såvel det sydafrikanske apartheidstyre som Ian Smiths tilsvarende styre i det daværende Rhodesia. – Endelig blev Robben Island også benyttet som opholdssted/slutsted for et antal spedalske, som man ønskede at isolere. De havde deres eget lille samfund med bl.a. tilhørende kirke og kirkegård.

Fra sidst i 1960´erne og frem til 1990 var der kun politiske “afvigere” fængslet på Robben Island, som foruden Nelson Mandela husede en lang række mere eller mindre kendte politiske fanger. En af disse var Robert Sobukwe, som dels sad i fængsel og dels var i husarrest fra 1963-1978. Apartheidstyret besluttede for en person, som nåede en alder af 16 år, om vedkommende var hvid eller sort, så i princippet var alle født lige, men skillevejen kom altså ved 16-års alderen. Forskellen på hvid og sort var bl.a. om man havde store overlæber eller om næseborene vendte opad. Denne opdeling opponerede Robert Sobukwe imod med det resultat, at han endte på Robben Island, ligesom så mange andre “afvigere”. Efter ca. 9 års fængsel blev han sat i husarrest i yderligere ca. 6 år. I denne periode var det ulovligt for ham at være sammen med mere 3 personer ad gangen, så hver gang han var sammen med hele sin familie, som bestod af hustru og 4 børn overtrådte han i princippet den for ham gældende lov.

For de ledende politiske fanger gjaldt det, at de var isoleret i eneceller, idet man ønskede at forhindre, at disse personer lavede konspirationer mod det hvide styre. På trods af dette arbejdede alle sammen i kalkbruddene, hvor de så kunne lave aftaler. De øvrige fanger var fængslet i 35-40 mands celler. Indtil slutningen af 1970´erne sov alle på måtter på gulvet, men efterhånden fik fangerne tilkæmpet sig rettigheder i form af senge, varmt tøj til om vinteren samt sko til at bruge året rundt. – De fleste af de politiske fanger var medlemmer af det forbudte ANC, Africa National Congress.

Hen mod slutningen af 1980´erne begyndte man at frigive de politiske fanger, og dette tog fart fra 1989, hvor Frederik de Klerk blev præsident. Han gjorde en ære i at få ophævet apartheid-styret, som sluttede endeligt i 1993. De Klerk stoppede som præsident i 1994. I Cape Town kan man i dag se skulpturer af Nelson Mandela, Frederik de Klerk og Desmond Tutu som de 3 mest fremtrædende forkæmpere for at få ophævet apartheid-styret.

Robben Island er i dag en slags museum, som absolut er et besøg værd, idet det kan bringe os alle til at overveje vores større eller mindre racistiske tilbøjeligheder en ekstra gang. I den forunderlige verden, som vi lever i, er der plads til os alle, og ingen skal bestemme, hverken hvem der er over- eller undermennesker, eller hvem der er bedre end andre. Alle skal blot overholde de internationalt vedtagne medmenneskelige konventioner.