Vores gode rejsebureau, Rickshaw Travels, har uden at spørge os booket os ind på Spier Winery, uden overhovedet at vide, om vi egentlig er interesseret i vin. Vi har så valgt at lade som om, vi godt kan drikke et glas vin i ny og næ!
Spier-komplekset, som ligger få kilometer uden for Stellenbosch, er et meget spændende område. Her er hotel, restauranter, tasting-areas, forretninger, swimmingpool, rekreative områder, og masser af plads. Selve forarbejdningen af druer mv foregår et andet sted, men stadig på Spier-matriklen. Spier Winery er næsten en hel lille by i sig selv. Hotelværelserne er i små huse, og der går veje igennem området. Vi blev kørt til vores værelse i en lille golfbil. Herefter gik vi en tur i det smukke sommervejr. Området er helt fantastisk og det er vores værelse også. Lækkert at blive forkælet på den måde.
Spier er en af Sydafrikas største vinproducenter, og for dem, som ikke måtte vide det, i Danmark repræsenteret af COOP.
Der er værelser til ca. 250-300 mennesker, og skulle vejen falde her forbi, så slå til, lej jer ind og nyd nogle dejlige dage. Her er bare skønt. (Dette er en ikke-sponsoreret udtalelse, men måske får vi nu større rabat via vores COOP-medlemskort, hvem ved?)