Turen til Puno

Efter vores fantastiske tur til Machu Picchu i mandags havde vi en slapper-dag i Aguas Calientes, hvor vi travede lidt rundt, så de varme kilder eller termer, og drev den i det hele taget noget af.

En ting vi har lært i Aguas Calientes er, at man med fordel skal holde sig væk fra at spise pizza i disse egne, idet man stort set kun får en eller anden form for kedelig pizzabund, der er dækket af ca. ½ cm (eller mere) ost. That’s it! En temmelig fed og træls spise.

Nå, men brok til side. Kl. ca. 22 tirsdag aften var vi tilbage på vores hotel i Cuzco, hvor vi blot skulle sove nogle timer, før vi skulle ud på en ny storslået tur, nemlig til Puno og derfra videre til Titicaca-søen.

Onsdag den 9. november blev vi hentet på vores hotel og kørt til en terminal, hvor vores sightseeing bus til Puno ventede på os. Turen er på ca. 380 km, og køretiden var sat til 10 timer. Dette skyldes, at der er tale om en kombineret sightseeing- og turbus med 5 indlagte stop undervejs ved forskellige seværdigheder, ligesom også en lunch-buffet var inkluderet i turprisen. Normalt ville distancen kunne gennemføres på omkring 5 timer, men nu får vi tid til at nyde det smukke, og indtil videre frodige peruvianske landskab.

Første stop er landsbyen Andahuaylillas, hvor vi besøger Iglesia San Pedro, en meget smuk kirke med smukke freskoer samt guld og sølv i uforskammet store mængder, men flot er det. Kirken kaldes faktisk Sydamerikas Sixtinske kapel.

Næste stop er byen Raqchi, som var inkaernes Mekka. Hertil valfartede inkaerne fra hele det store rige (fra Equador i nord til Chile/Argentina i syd), her lå et kæmpe stort tempelkompleks, hvor inkarigets øverste boede. Wiracocha-templet var dedikeret til universets hersker, Wiracocha, og unge kvinder blev her ofret for at ære ham. Det fortælles, at disse kvinder følte det som en stor ære at blive ofret for ham. (Kan man måske trække paralleller til vore dages selvmordsbombere?). - Tempelkomplekset var bygget af vulkanske materialer fra en nærliggende vulkan og dækkede et område på mere end 80 hektar. Her boede i storhedstiden omkring 100.000 mennesker, og byen var på det tidspunkt (ca. 14.-15. årh.) større end London.

Bortset fra tempelkomplekset er Raqchi kendt for sin keramikproduktion.

Et stykke efter Raqchi begyndte landskabet at ændre sig, således at der kun var meget spredt vegetation at se. Store nøgne bjergsider dominerede landskabet, og eneste liv at se var kreaturer, får og lamaer, som mange steder blev passet af mænd, som gik rundt og så efter deres hjord. Her og der lå der nogle små huse og enkelte små landsbyer, men ellers var landskabet meget øde.
På den fortsatte vej mod Puno passerede vi det højeste punkt på strækningen,  La Raya, som er 4335 meter, ligesom vi gjorde stop i byen Pukara for at besøge et arkæologisk museum med antikke stenfigurer fra omkring 1600 BC.

Kort tid efter, at vi havde forladt Pukara, kom vi forbi et større vandhul, hvor der stod en stor flok flamingoer. Men chaufføren mente åbenbart ikke, at der var tid til at stoppe, så vi fik ikke foreviget de røde ben. Det skal bemærkes, at vi befandt os i ca. 3500 meter højde.

I bussen, som vi kørte i, var der bl.a. en gruppe amerikanske turister, og da det var dagen derpå i forhold til det amerikanske præsidentvalg, blev valgresultatet heftigt diskuteret. Jeg mener ikke, at vi på noget tidspunkt hørte nogen sige, at de var utilfredse med udfaldet, hvilket måske fortæller en hel masse om amerikanerne. Man kan åbenbart opføre sig og sige om andre mennesker lige som man vil, og så alligevel blive præsident for verdens største demokrati.
Vi ankom som planlagt til Puno ca. 17:00.