4. - 8. november 2019

M/V Stella Australis

Kl. 18:00 gik vi ombord på M/V Stella Australis og fik tildelt kahyt nr 324, en dejlig udvendig kahyt med et stort panoramavindue, så vi har mulighed for at følge med i, hvad vi passerer, når vi omkring kl 19:45 går fra kaj. Første stop bliver Cape Horn, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi glæder os som små børn juleaften! Om alt går som planlagt skal vi i morgen tirsdag omkring kl 07:30 besøge Cape Horn, og det har vi set frem til i måneder.

5. November

Vi stod op kl 06:00, skulle møde i Sky-salonen på 5. dæk til orientering om vejrsituationen. Vi lå for anker 200 m fra Cape Horn, kunne se såvel fyrtårn og fyrmesterbolig (der bor en fyrmester fra Chile med sin kone og 2 døtre på 6 og 8 år som de eneste), som Albatros-monumentet. Men al sejlads med Zodiacs (de pontonlignende små både, som også Falck bruger ved redningsaktioner på havet) var suspenderet på grund af hård vind, ca 100 km/time. Vi var på dæk for at tage billeder, og indrømmet, det var godt, at håret sad fast i den ene ende, for ellers var vi alle blevet skaldede. Det kneb lidt med at holde sig fast på dækket, og samtidig begyndte et kombineret regn- og snevejr, så efter ca 45 minutters ventetid meddelte kaptajnen, at vi var nødt til at vende om, der ville ikke blive nogen landgang på Cape Horn i denne omgang. Det er vi naturligvis skuffede over, men glæder os samtidig over i det hele taget at have set  Cape Horn, at have været så tæt på. Det er trods alt en stor oplevelse.

Nu er vi på vej mod nord igen, skal krydse Nassau Bay op mod Beagle Channel. Undervejs skal vi forsøge at komme i land ved Wulaia Bay, hvor der er mulighed for at tage på forskellige trekking-ture. I dette område slog de oprindelige Yamana-folk sig ned (se venligst 4. november under Ushuaia). 

Her i formiddag er vi blevet præsenteret for de ekskursioner, som vi skal på ved ankomst til Wulaia Bay, og selvfølgelig skal Karin og jeg deltage i den mest strabadserende. Men vi vil jo så gerne opleve det ultimative (bare det ikke omfatter opstigning i fyrtårne eller andre ubehagelige ting, som inkluderer åbne højder!).

Efterfølgende har vi set en meget spændende film om den skotske/engelske opdagelsesrejsende Shackleton, en meget karismatisk mand, som tilbage i 1914-1916 forsøgte som den første at krydse Antarktis til fods sammen med sine 27 mænd. Det lykkedes ikke for dem, men de kom alle levende hjem, hvilket Shackleton må tilskrives æren for.

Senere har vi været på et besøg på broen på M/V Stella Australis for at se, hvorledes et sådant skib håndteres. Også en interessant oplevelse.

Landgangen i Wulaia Bay kunne heldigvis gennemføres, dels var vi kommet en del nord for Cape Horn, og dels havde vinden lagt sig markant. Men trods alt var der en let snestorm undervejs, som trods alt blev klaret uden de store problemer. Vi sejlede fra skibet ca 4-5 minutter i Zodiacs ind til kysten, hvorefter vi havde en spændende vandre-/klatretur op i højderne over bugten. Her er der et betagende syn ud over øerne/skærene, som udgør området omkring Wulaia Bay. – Her har Yamana-folket primært levet for disse flere tusinde år siden. Charles Darwin gjorde i sin tid grin med Yamana-folket, fordi de ikke lignede rigtige mennesker, men han måtte senere give en undskyldning, idet årsagen til menneskenes udseende var, at de stort set hele livet levede som nomader i deres kanoer. En sådan kano var kun omkring 4 m lang, og her sad fatter i stævnen som den jæger, han var og sørgede for at fiske mv. Bagest sad mutter og roede og kokkererede, mens børnene sad i midten og passede ilden i den gryde eller det bål, som man havde ombord i kanoen til at tilberede maden over og holde varmen med. Et sådant liv i en kano bevirkede imidlertid, at menneskenes ben ikke udviklede sig og i virkeligheden var som tændstikker, mens selve kroppen blev lidt rund og trivelig, fordi de ingen motion fik. Det er jo i virkeligheden ikke anderledes end i dag! – Dette indså Darwin efter nogle års studier og fremkom derfor med sin undskyldning over for Yamana-folket, som på det tidspunkt var på vej mod den endelige undergang. Tierra del Fuego = Ildlandet fik sit navn efter Yamana-folket, som altid havde ild i deres kanoer.

En anden specialitet, som vi så eksempler på ved Wulaia Bay, var den canadiske bævers hærgen i Tierra del Fuego. Baggrund: For mange årtier siden fandt en eller flere argentinske forretningsfolk på at hente canadiske bævere til Tierra del Fuego med henblik på at de skulle formere sig, således at man kunne bruge deres skind til fremstilling af pelse. Man havde jo oceaner af skove, dels opvokset naturligt og dels plantet af de mange straffefanger, som blev “importeret” til området for ca 120 år siden. Men problemerne tårnede sig snart op: træernes kvalitet her var ikke nær så god som i Canada, og ligeledes var temperaturerne ikke på samme niveau som i Canada,  og derfor flyttede bæverne rundt for at finde bedre muligheder, og i løbet af få år havde bæverne spredt sig langt ud over den sydlige del af Tierra del Fuego, således at de i dag udgør et reelt problem både i Argentina og i Chile: man er simpelthen bange for, at bæverne vil ødelægge træbestanden op gennem Sydamerika. Bævernes adfærd er således, at de prøver sig frem, gnaver gennem træerne, ødelægger områder, og når de ikke kan finde noget brugbart, fortsætter de til næste område. Derfor prøver de lokale skov- og naturstyrelser i dag at stoppe bævernes fremturen  på forskellig vis. – Men umiddelbart er der stor skepsis omkring, om det vil lykkes. Imidlertid så vi fine eksempler på bævernes arkitektoniske formåen.

På trods af, at vi ikke kunne komme op på Cape Horn klippen, har vi hafte endnu en fantastisk dag. Og set i baglysets klare skær ville det have været fuldstændigt ansvarsløst at have forsøgt at sejle fra skibet over til Cape Horn i det, som vi i Danmark nok ville have kaldt en kuling med vindstød af stormstyrke. 

6. November

I nattens løb er vi sejlet fra Wulaia Bay via Ushuaia gennem Beagle Channel til Pia-gletscheren, hvor vi igen går ombord i vores Zodiacs (de føromtalte pontonbåde a la Falck) for at gå i land helt tæt ved gletscheren. Det er en oplevelse værd at se en så stor gletscher så tæt på. Heldigvis sner det på dette tidspunkt kun i meget begrænset mængde, således at vi har fine muligheder for at se og fotografere gletscheren. Og mens vi står og kigger, lyder en række kraftige drøn, hvorefter store stykker af gletscheren brækker af og styrter i havet. Et imponerende syn, som vi heldigvis fik foreviget på både foto og video. – Lidt senere bevægede vi os op på det øverste udsigtspunkt, men snevejret var nu blevet så kraftigt, at vi intet kunne se ud over en massiv hvid snemur. Turen op og ned, var som så mange andre af de steder, vi har været, absolut ikke for gangbesværede. Vi gik på klipper, gennem mudder og vand, over eller under væltede træer, ad stejle stigninger på et til tider meget fedtet og glat underlag. Men alt forløb uden uheld. – Da vi var tilbage på skibet, var det dejligt, at besætningsmedlemmer stod med kop glohed cacao til os alle sammen, således at vi kunne tø op igen. Temperaturen her til morgen ligger på omkring 1 grad C, men heldigvis kun minimal vind.

Efter frokost skulle vi igen med vores Zodiacs ud og se Garibaldi-gletscheren. Da vi alle var kommet ombord efter formiddagens tur, har vores skib nemlig lettet anker og er fortsat længere mod vest ad Beagle Channel langs det store område, som hedder Alberto Angostini National Park. Imidlertid har vejret igen ændret sig, således at det ikke muligt at komme tæt på  gletscheren, og derfor er programmet for eftermiddagen ændret til, at alle bliver ombord på M/V Stella Australis, som til gengæld vil sejle langs kysten, således at der er mulighed for at se ikke bare Garibaldi-gletscheren men også i hvert fald yderligere Italia-gletscheren og måske endnu en. Vi kan konstatere, at vi her i det sydligste Patagonien virkelig er underlagt naturens luner og ganske enkelt er nødt til at rette os efter dem.

7. November

Nattens sejlads viste, at vejrforholdene kan være meget omskiftelige. Vi skulle have sejlet gennem diverse kanaler og mellem øer og skær, men på grund af stærk strøm og kraftig vind måtte vi en tur ud i Stillehavet nogle timer, og der fik vi at føle, at der kan være tale om urolig sejlads. Der var meget kraftig vind og bølger på minimum 6 meter, som bevirkede, at vi blev gynget godt og grundigt, og det, som ikke var gjort fast, blev smidt på gulvet (på et skib hedder det godt nok dørken), så vi måtte op om natten og tøjre diverse effekter. -  Men her til morgen er alt roligt igen.

Det er næstsidste dag på M/V Stella Australis, og efter en rundtur i maskinafdelingen på skibet, der har to 1800 hk dieselmotorer til at drive os frem, har vi været på en tur i vores Zodiacs og er på den måde kommet helt tæt på en forgrening af Condor gletscheren, som er en af de største gletscherforekomster i denne del af verden. Vi kunne sejle helt tæt på isen, som virkelig forekommer imponerende. Vi har set et luftfoto af den samme gletscher taget i 1945 af en schweizisk fotograf, og sammenlignet med de faktiske forhold i dag, er gletscheren i dag blevet omkring 2 km kortere, hvilket især tilskrives ændringer i klimaet hen over tiden.

I eftermiddag sejlede vi ind til kysten for at gå en vandretur ind til Aguila-gletscheren, som ligger for enden af en lille fjord. Det er imponerende at kunne komme helt tæt på en sådan gletscher, vi stod vel omkring 70-75 meter derfra, og kunne derfor se revner og farvespil på nært hold.

Nogle af de gletschere, som vi har set de seneste dage, har visse steder et blåligt/turkis skær over sig, hvilket også gerne skulle fremgå af nogle af billederne. Dette skyldes, at isen i disse områder af gletscheren har et lavt indhold af oxygen, hvilket igen betyder, at der ikke er ret mange luftblærer i isen. Det er luftblærerne, som giver isen den hvide farve, mens det er lysets brydning i den oxygenfattige is, som giver den blå/turkis farve, men som i virkeligheden er et fatamorgana.

 
8. November

Vækkeuret ringer kl. 06:00. Vi skal op og på vores sidste ekskursion fra M/V Stella Australis. Vi er ankret op ud for Ilha Magdalena, som ligger lidt nord for Punto Arenas. Øen er ubeboet af mennesker, men der er en pingvinkoloni, som er målet for vores besøg. Vejret er dejligt med højt solskin, men der er en god vind, som bevirker, at vi, da vi sejler med vores Zodiac fra skibet og til Ilha Magdalena, bliver pænt våde af de bølger, som slår ind over Zodiac’en. Nå, pyt med det, vi bliver jo nok tørre igen.

Det viser sig, at der er langt flere måger, end der er pingviner, og sammenlignet med alle de pingviner, som vi så ved Punto Tombo, så er her kun et meget beskedent antal. Men alligevel, det er spændende at se denne golde men flotte natur i strålende sol en tidlig novembermorgen!

Efter at være tilbage på M/V Stella Australis, spiste vi morgenmad, og pakkede derefter vores ting og sager, så vi kunne være klar til at gå i land, når skibet lægger til kaj i Punto Arenas ved middagstid. Et rigtigt spændende krydstogt er slut, men rejsen fortsætter ufortrødent.

I øvrigt har vi ombord på skibet fået en super fin betjening fra besætningens side, og forplejningen har været helt i top. Der har været alt, hvad hjertet og øjnene kunne begære. Alt sammen flot præsenteret og arrangeret, så man slet ikke kunne sige nej eller lade være med at spise, når der blev disket op for os morgen, middag og aften. Også en stor oplevelse.