Turen fra Mendoza til Buenos Aires

Kl. 09:30 havde vi lavet en aftale med Bodega Renacer lidt uden for Mendoza. Denne bodega er specielt kendt for vinen Punto Final, som kan købes i flere danske vinforretninger, og som kvalitativt rangerer temmelig højt. Vi havde i foråret skrevet til bodegaen for at lave aftalen, og de var meget venlige og åbne over for vores besøg, og vi fik tidspunktet på plads. – Lige nu sidder Karin og jeg uden for busterminalen i Mendoza og venter på, at klokken bliver 08:30, så vi kan få fat i en taxa og komme afsted.

Bodega Renacer ligger ca. 30 minutters kørsel fra Mendoza centrum, og vi ankom derfor lidt over 09:00, og da vi derfor var i god tid for vores aftale, gik vi lidt rundt udenfor og kiggede på omgivelserne, som virkelig tog sig godt ud. Vingården er etableret i 2002, ejeren er chilener, bor i Chile og kommer over ca. 1 gang om måneden. Den daglige drift forestås af hans 2 sønner. Produktionen er i dag på ca. 1.0 mio. liter vin, hvoraf langt størstedelen består af Malbec, mens der er lidt Cabernet Franc og Sauvignon. Nu skal dette her ikke blive alt for detaljeret, men der er ingen tvivl om, at denne bodega er meget langt fremme i skoene produktionsmæssigt set, med moderne produktionsfaciliteter og godt styr på kvalitet samt forholdet mellem kvalitet og pris. I øvrigt har man de seneste 3-4 år udviklet en ny type vin, som hedder Enamora efter samme produktionsmetode som Amarone fra Italien. Prøv forresten at bytte lidt om på bogstaverne i vinens navn: Enamora. Hvis man er dygtig, vil man på et tidspunkt kunne få navnet Amarone frem. Meget snedigt!

Vi smagte forskellige Malbec-rødvine og en Sauvignon Blanc fremstillet i Argentina, samt en Chardonnay dyrket i Chile. Dejlige vine, men også vine til relativt høje priser: fra kr. 90 for den billigste til ca. 600 for den dyreste (af dem vi så og smagte).

Skulle nogle af læserne få lyst til at besøge Argentina, kan vi kun varmt anbefale at besøge Bodega Renacer – man får kvalitet for pengene. Det koster i øvrigt kr. 140,00 pr. person for en sådan rundvisning og vinsmagning, som vi deltog i, og som varede ca. 1 ½ time.

Tilbage i Mendoza havde vi 2 timers ventetid, før vi skulle med en bus til San Rafael, som ligger ca. 3 timers kørsel syd for Mendoza. Her havde vi bestilt hotel, idet vi tirsdag den 15. november kl. 10 havde en aftale om en vinsmagning og rundvisning hos Bodega Valentin Bianchi. Dette er et besøg, som er kommet i stand gennem vinfirmaet H. J. Hansen, Odense, hvor sommelier Irene Fløe har stået for arrangementet. Tak for det, Irene!

Turen fra Mendoza og de ca. 250-300 km til San Rafael gik for en stor dels vedkommende hen over en ganske flad og meget øde slette, hvor bevoksningen var meget tundra-agtig og meget lavtvoksende. Alting er her meget tørt og ikke særlig frugtbart, men hvor er det også dejligt at se disse store forskelligheder i naturen, som på alle måder er storslået og spændende.

San Rafael er en charmerende by med ca. 120.000 indbyggere, som primært lever af vinproduktion og turisme. Området har rent vinmæssigt fået sin egen varemærke-beskyttelse, Denominación de Orígin, og laver ganske fortrinlige vine, primært baseret på Malbec-druen, men der benyttes absolut også andre. Til vores middag mandag aften på El Viejo Almacén på Av. San Martin fik vi f.ex en dejlig vin fremstillet på en for os ukendt drue, Corbeau. - Denne restaurant er helt ny, faktisk fra juni i år. Den er meget lille og kun med borde udenfor. Indenfor består den i virkeligheden af en lille delikatesseforretning med alskens gode ting. Og da vi skulle vælge en vin, foregik det på hylderne, hvilket vil sige, at vi betalte samme pris for vinen, som hvis den blev solgt detail. Ikke så ringe endda! Ejeren var en meget tiltalende ung mand, som havde studeret jura i såvel Patagonien (hvor han stammede fra) som i Buenos Aires. Han valgte dog at droppe ud af studiet (hans far var i øvrigt advokat i San Rafael, måske var det årsagen til at sønnen var startet på jura-studiet, som far så søn?), og blive mere kommerciel. Og så startede han altså sin egen delikatesseforretning med tilhørende restaurant. Vi snakkede en del med ham, og han fortalte, at lige før vi kom, havde han haft besøg af sin fætter, som bor og arbejder i København. I aftenens løb var de åbenbart i sms-kontakt vedrørende blandt andet os, og hans fætter havde bedt ham om at spørge os om, hvad ordet ”hyggelig” betyder på dansk. Det fik vi os en god snak om, og i øvrigt havde vi en meget hyggelig (!) aften med god mad (en lækker ”picadas-anretning”, hvilket svarer til tapas i vores verden). Restauranten, El Viejo Almacén, kan i øvrigt varmt anbefales til dem, der skulle lægge vejen forbi San Rafael.

Før vi tirsdag morgen skulle besøge Bodega Valentin Bianchi, spiste vi morgenmad på hotellet, hvor vi overnattede. Om hotellet er der ikke så meget spændende at fortælle, men dets beliggenhed lige i centrum af San Rafael var et stort plus. Morgenmaden bestod af kaffe, te, juice, tvebakke-agtigt stenhårdt hvidt brød, Nutella og abrikossyltetøj, så nu har jeg lært at spise Nutella. Man skal bare have vredet armen om på ryggen, så går det nok!

Nå, men besøget hos Bodega Valentin Bianchi havde vi set frem til hjemmefra. – Og dér fik vi godt nok igen en på opleveren!

Da vi ankom til bodegaen med taxa fra vores hotel, var det første, vi lagde mærke til, det smukke Dannebrog, som vejrede i den stille brise. Vi gik indenfor og blev her modtaget af Jorgelina og Flavia, hhv Foreign Trade Analyst og ønolog. Disse 2 unge damer tog imod os med åbne arme og gav os derefter en meget grundig rundvisning på Bodega Valentin Bianchi, som med en årlig produktion på ca. 20,0 mio. liter vin hører til en af de absolut tunge i den argentinske vinproduktion. Vi blev vist rundt overalt, så alle processer i forbindelse med vinfremstilling og endte i et smukt og meget specielt cirkulært formet lokale, hvor tusindvis af flasker med ældre vine udgjorde væggene, og hvor loftets buede konstruktion gav en meget speciel akustik. Her fik vi en meget spændende vinsmagning, som gav os en rigtig godt indtryk af bodegaens brede produktsortiment. Yderligere en ung mand sluttede sig til selskabet her. Han var ansvarlig for produktionen af mousserende vine, som vi også smagte.

Og så kom endnu en stor overraskelse, idet vi havde regnet med, at vi, efter denne smagning skulle afsted igen. Da var der trods alt gået 2 timer med besøget. Men nej, nu skulle vi se produktionen af mousserende vine, og derefter var der arrangeret en frokost for os alle 5. Kort og godt, vi fik en kongelig beværtning og en dag, som vi aldrig glemmer. – Tak til Bodega Valentin Bianchi og de fantastiske medarbejdere, som vi mødte, og igen tak til Irene Fløe, som givetvis har haft en finger med i spillet vedrørende den storslåede modtagelse og behandling, som vi oplevede her!

Kl. 18 var det så tid til at stige på en direkte bus til Buenos Aires, hvortil vi efter planen ville ankomme kl. 08:00 næste dag (onsdag).

Køreturen, de 14 timer, forløb egentlig ganske godt. Vi havde gode sæder, pænt med plads, masser af træk og høj musik i højtaleren, så vi knapt nok kunne tale sammen. Men da så alle ting var justeret ind til hr. og fru Sighs niveau, ja, så gik det hele egentlig ganske udmærket, og vi havde en fin tur. Vi fik en pæn aftensmad at spise ca. kl. 21, og da Karin og jeg ikke ville drikke den inkluderede orangesodavand, ja, så havde vi da heldigvis medbragt en flaske Punto Final Sauvignon Blanc (med skruelåg) fra mandagens besøg på Bodega Renacer, og den nød vi så i fulde drag.

Derefter begyndte vi så småt at gøre os klar til at sove, og det lykkedes os faktisk at sove nogle timer med spredte stop undervejs, og lige nu i dette øjeblik, har vi fået en kop te og en kop kaffe, så nu er morgenmaden overstået, og vi er klar til at indtage Buenos Aires, som kun ligger 2 timer forude. Kl. er 06:00 onsdag den 16. november, og en ny dejlig dag er klar til at modtage os.

I øvrigt har vi talt om, at det egentligt er lidt syret, at vi to sidder her i en bus midt om natten på vej over Andesbjergene, tværs over det sydamerikanske kontinent, at vi er på denne vores, i hvert fald indtil nu, største rejse. Vi har indtil nu oplevet så mange fantastiske ting og mennesker, og meget mere venter forude. Hvor er vi dog heldige!

Ankomst til Mendoza = kl. 05.00 om morgenen
Ankomst til Mendoza = kl. 05.00 om morgenen
Besøg på vingården Renacer
Besøg på vingården Renacer
Der diskes op!
Der diskes op!
San Rafael - nye og brugte møbler
San Rafael - nye og brugte møbler
Picades (tapas) i San Rafael den 15. november
Picades (tapas) i San Rafael den 15. november
Besøg på Casa Valentin Bianchi
Besøg på Casa Valentin Bianchi
Fantastisk hovedbygning
Fantastisk hovedbygning
Rundvisning i tapperiet
Rundvisning i tapperiet
Så er der dækket op til Hr. og Fru Sigh!
Så er der dækket op til Hr. og Fru Sigh!
Afsked med Bianchi-holdet. Tak for en dejlig dag!
Afsked med Bianchi-holdet. Tak for en dejlig dag!

Del siden