Buenos Aires

Sydamerikas Paris! – Og det er faktisk ikke overdrevet, blot er der ingen Seine, som løber gennem byen, men byen ligger til gengæld ud til Atlanterhavet, eller i hvert fald så godt som. Byen har rigtig mange smukke ejendomme, som stort set alle er fransk inspirerede. Efter løsrivelsen fra Spanien i 1816 ønskede man fra argentinsk side at få en fransk indflydelse på bl.a. byggestil og nok også lidt på vejføringen. Engelsk indflydelse var ikke noget tema, og i det hele taget har England ikke haft noget specielt godt image i Argentina, hvilket vi jo bl.a. så for ca. 30 år siden under den berømte Falklandskrig. - Buenos Aires var dengang ikke nogen stor by, men den har sidenhen vokset sig stor, således at der i selve metropolitan area bor ca. 3.0 mio. mennesker, og yderligere ca. 14 mio. i oplandet. Der er ikke noget at sige til, at hovedstrøget Av. 9 de Julio er verdens bredeste boulevard med sine ca. 120 meters bredde. 9. juli er i øvrigt landets nationaldag, dagen for frigørelsen fra Spanien i 1816 – dvs. de har i år fejret 200 års jubilæum for frigørelsen.

Nå, men vi ankom altså til Buenos Aires onsdag den 16. november kl. 08:00 efter de her ca. 14 timers bustur fra San Rafael. Det var en ok-bustur, hvor vi i perioder frøs ad Pommern til, fordi AC-systemet åbenbart ikke kunne reguleres ret meget. Senere på natten havde vi det mega-varmt, fordi nu var ventilationssystemet slukket, men ellers var det en tur, hvor vi begge heldigvis kunne sove nogle timer på trods af den næsten konstante larm fra højttalerne. Man skal åbenbart se film og høre musik, når man kører bus (mon vi er en del af de 7 sure mænd eller hva’ ?)

På Retiro busterminalen i det centrale BA var det meningen, at vi skulle hentes og køres til vores hotel, men det skete bare ikke, så vi fandt en taxa, som var parat til at køre os til hotellet for 200 pesos. Var det for meget eller hvad? Hvor skulle vi vide det fra, så vi sagde bare OK. Da vi imidlertid havde kørt i små 10 minutter, og chaufføren holdt ind til siden og sagde, at det var lettest for os at gå resten af vejen (på det her tidspunkt havde vi rigtig meget at slæbe på, idet vi på Bodega Valentin Bianchi var blevet begavet med en del dejlige flasker vin), blev Niller lidt knotten og sagde til ham, at vi ikke ville betale ham den forlangte pris, når vi blev sat af her! – Han trak på skuldrene, og vi gav ham 150 pesos og steg ud med vores bagage. Vi skulle selvfølgelig kun have givet ham 80-100 pesos, men som tidligere nævnt: Von Schade wi.........! – Nå, men vi traskede 2 ½ blok (1 blok = 100 meter) hen ad av. Maipu, og så var vi ved vores hotel, Rochester Concept.

Vi kom jo ganske tidligt på dagen, omkring 08:45, så der var ingen værelser klar før kl. 14. Lækkert for vi kunne da nok begge to have ønsket et bad. Associationer til hvordan en gnu lugter kombineret med fedtet hår dukkede uvilkårligt op, men der var ikke noget at gøre. Som straf gik vi i hotellets morgenmads-restaurant og spiste morgenmad uden at betale. Så kan de jo måske lære det til en anden gang, når Tenna og Niller er på tur!

Efter morgenmaden gik vi en tur rundt i BA for ligesom at få et indtryk af, hvad det var, vi var kommet til. Og ingen tvivl om det: Buenos Aires er en meget spændende og flot by. Vi var tilbage på hotellet ca. 13:00 og fik et værelse, som vi glædede os til at komme op på. Da vi så værelset, blev vi enige om, at vi ikke kunne være der begge to på samme tid. DET var simpelthen mindre end et enkeltværelse, så vi bad om at få et større, hvilket blev imødekommet mod en beskeden merpris. – Og så begyndte vi lidt at sammenligne med det, vi havde oplevet i Peru: store værelser, rigtig god service, wi-fi, der virker hver gang (på dette hotel i BA virker det ikke hver gang, og der skal logges ind, hver eneste gang telefonen har været slukket), venlig og hjælpsom betjening osv. Hermed være ikke sagt noget negativt om Argentina og argentinerne, men der er måske ikke den samme varme og det samme service-gen her, som vi oplevede i Peru.

Torsdag var vi på en meget spændende sightseeing tur rundt i BA, hvor vi bl.a. stoppede på Plaza San Martin. Her var vi inde i katedralen, San Martin, som er opkaldt efter Argentinas befrier af samme navn, og som ligger begravet her. Den nuværende pave, Francisco, eller Pave Frans blandt venner, var ærkebiskop her, indtil han blev udråbt til pave – den 13. marts 2013. Senere kørte vi forbi Boca Junior Football Club og Stadion, hvor som bekendt bl.a. Diego Maradona trådte sine første fodboldstøvler for mange år siden. – Vi kom derfra til bydelen La Boca med dens maleriske og spraglede huse. Her var der mulighed for at vise sine evner inden for tango, men da vi ikke rent tøjmæssigt var forberedte herpå, blev der kun tale om et par enkelte fan-fotos (disse gik desværre også tabt på turen L).

Da turen var slut, blev vi sat af omkring Av 9 de Julio, idet vi gerne ville se den kirke og kirkegård, hvorfra Evita Peron blev begravet. Kirken var pæn og udstyret med guld og sølv, som de nu er, de katolske kirker, men kirkegården var et kapitel for sig. Her lå små familiemausolæer side ved side i tusindtal (det er ikke en overdrivelse), og i hvert mausolæum var der fra 1-2 til adskillige sarkofager, som man i mange tilfælde kunne se ind til. Nogle steder stod døren åben ind til sarkofagerne, så vi fik da undertiden tanken: Er der nogen på besøg, eller er man en tur i byen!
Vi fandt Evita Perons mausolæum efter nogen søgning på egen hånd og efter at have spurgt os for nogle gange. Det er på ingen måde prangende, familien Duarte, som hun var datter af, har sit eget lille enkle mausolæum, og her blev hun stedt til hvile kun 34 år gammel. Men mausolæets enkelthed passer nok rigtig godt til denne fantastiske kvindes levevis og især til hendes holdninger og indstilling til det folk, som hun ledede, efter at hendes mand, Juan Peron døde. – Det her var også en stor oplevelse at få med på vores tur!

Fredag aften havde vi bestilt billetter til et kombineret dinner-/tangoshow på El Viejo Almacen. Der lå ikke noget forhåndskendskab til dette etablissement, valget blev udelukkende truffet, fordi vi havde spist et dejligt måltid på El Viejo Almacen i San Rafael et par dage i forvejen, men de 2 steder har altså intet med hinanden at gøre.

Nå, men vi blev hentet på hotellet af en kvinde, hvor man næsten havde på fornemmelsen, at livet kørte imod hende. I hvert fald var det helt umuligt at drive et smil ud af hende, så der sparede vi godt nok krudtet til en anden gang. Da vi kom til El Viejo Almacen, viste det sig, at vi skulle spise ét sted, mens tangoshowet foregik på den anden side af gaden i et decideret showroom. Middagen blev serveret, bl.a. en argentinsk steak, som vi begge bestilte "medium done". Mens min var som den skulle være, fik Karin et helt igennem gennemstegt og gråt stykke kød, som det ikke var værd at sætte tænderne i. Tjeneren kom og fik tallerken og kød med retur, og efter ca. 10 minutter kom han ind igen med køkkenchefens nyeste forsøg på at opfylde kundernes ønsker. Karin tog fat igen, nu var det jo et helt nyt stykke kød, og denne gang var det næsten bordeauxrødt i farven, helt blankt i overfladen, med andre ord, dette stykke kød var "rear", altså på det nærmeste næsten råt. Altså, samme procedure som før, tjeneren bragte det hele retur til køkkenet, men lignede ikke en, som var enig med os i vores bedømmelse af kødet. Efter yderligere 10 minutter kom det hele ind igen, tjener, kød, osv., og denne gang havde køkkenchefen ramt rigtigt. Der er altså noget om snakken: Tredje gang er......!

Selve tangoshowet var meget flot: 4 par dansede de forskellige tempi, og vi sad faktisk og talte om, at det ville være rart at vide, hvad de forskellige danse og de forskellige farver på damernes kjoler betyder. Men alt i alt havde vi haft en dejlig oplevelse, som vi vil huske.

Lørdag var det tid til at rejse videre til Iguazu mod nord på grænsen mellem Argentina og Brasilien. Vi skulle med bussen fra Retiro-stationen kl. 19:30 men var nødt til at tage til buskontoret om formiddagen for at få udskrevet originale billetter, idet vi kun havde kopier sendt fra vores rejsebureau. Vi fik dette klaret, og så gik vi ud for at se Buenos Aires en sidste gang før afrejse, og vi havde besluttet, at vi ville gå op til parlamentsbygningen for at se den og det omkringliggende kvarter, og så spise en sen frokost, før vi begav os til busstationen.

På vej mod parlamentsbygningen skulle vi krydse Av 9 Julio, den ca. 120 m brede boulevard, der som bekendt er hovedstrøget i Buenos Aires. På et tidspunkt står vi og venter på grønt lys til at kunne fortsætte, og så mærker jeg, at jeg bliver våd på armen, og at der kommer noget hvidgulligt på mit tøj. Jeg tænker meget naturligt: Shit, idet jeg tror, at det er en due, som har tømt sig ud over mig. Men der var bare ingen fugle at se. Men simsalabim, så står der en mand ved siden af os og siger, at jeg er blevet oversprøjtet af en due, men at han gerne vil hjælpe os, så vi kan finde noget vand til at vaske skidtet af. Ja, hvad gør man i en sådan situation? - Ja, vi fulgte i hvert fald med manden over gaden og op i den næste gade. Men der var jo ikke vand at se i hele gaden, og jeg sagde til ham: Hvor er der så noget vand? (Dette blev sagt på Nillers bedste spansk: Donde es la agua?) Som svar tog manden en serviet og begyndte at tørre min bluse og shorts bag på, og pludselig mærkede jeg, at min pung ikke længere var i min lomme, og da jeg vender mig om, lå den på jorden. OG SÅ tog fanden ved mig - jeg tog fat i mandens arme og spurgte ham, hvad f..... han havde gang i (dette blev vist sagt på dansk), hvorefter manden trak armene til sig, stak mig en serviet og skyndte sig ud på gaden, hvor der meget belejligt holdt en taxa, som han hoppede ind i og var væk. Ingen tvivl om at taxachaufføren var i ledtog med den usling af en skiderik! - Vi reddede min pung, og gik hen på en cafe for at bese skaderne på mit tøj. Jeg var ganske enkelt oversmurt med et eller andet, som vi er sikre på, at manden havde haft i en sprøjteflaske, og da han måske eller sandsynligvis havde spottet min baglomme, har han sprøjtet skidtet ud over mig, og så prøvet at få mig til at tro, at det var en due. Tænk, at man kan få sig selv til at gøre noget sådan mod en uskyldig due, som i øvrigt ikke var der! - Vi gik ind på cafeens toilet, hvor jeg smed bukserne, mens Karin gav sig til at vaske/rense dem med vand samt en lille dug, som hun nuppede fra et bord i cafeen.

Ude igen fik vi et køligt glas Chardonnay og diskuterede, om vi skulle gå tilbage til hotellet (vi havde faktisk checket ud), for at jeg kunne skifte tøj. Men vi blev enige om, at jeg godt kunne gå rundt i et par timer eller tre og ligne en af dem, som ligger og sover på et stykke pap i en trappeopgang eller i en park. Så var risikoen for et nyt attack nok meget lille!

Vi var tilbage på vores hotel kl. ca. 16, hvor vi sad og læste, skrev og spillede indtil klokken var ca. 18:30, hvor vi valgte at tage en taxa med al vores bagage og køre til Retiro- terminalen: Vi skulle videre 18 timer i sovebus til Iguazu med ankomst søndag kl. 12.