Ilkeliani Lodge, Masai Mara

Vi blev i dag kl. 07:30 afhentet på vores dejlige hotel i Nairobi af vores chauffør for de kommende 5 dage, Mr. John Mutetti. Vi skal til Masai Mara, som ligger ca. 4-5 timers kørsel fra Nairobi. – Køreturen ud af Nairobi tager ca. 1 time, hvor vi kommer igennem meget vekslende bebyggelser, men hvor en meget stor og omfattende township gør størst indtryk på os. Her lever flere hundrede tusinde (uregistrerede) indbyggere fra hele Kenya i håb om at finde et arbejde. Arbejdsløsheden i Kenya er officielt knap 30%, men den reelle arbejdsløshed er helt oppe i nærheden af 50%. Det er især indbyggerne i disse townships, som er taberne. Den største township i Afrika er stadigvæk Soweto uden for Johannesburg (SA), mens denne i Nairobi er den næststørste. – Som Michael, vores guide fra i går, hvor vi bl. a. besøgte Karen Blixen Museet, sagde: “Kunne vi bare komme korruption blandt alle politikerne samt den kolossale arbejdsløshed til livs, ville Kenya være det rigeste land i Afrika, og endnu bedre at leve i, end det er i dag”.

Trafikken ud af Nairobi er meget tæt og uden egentlig systematik. Der er i hundredevis af små busser, som gør det ud for den kollektive trafik, og vi er kommet til den konklusion, at størstedelen af chaufførerne har trukket kørekortet i en automat, for de kører bil som de blinde slås. Et under, at der ikke sker flere uheld, end tilfældet er!

Endelig ude af Nairobi krydser vi efter ca 1 1/2 times kørsel ned til Rift Valley, der med en længde på ca. 9.500 km går fra Røde Havet til Mozambique. På vej ned har vi en meget flot udsigt over en del af dalen, samt op til Kenyas 3. højeste bjerg, Mt. Longonot, 1.850 m højt. – På vej gennem dalen ser vi mange flokke af geder, køer eller får, og mange af disse flokke styres ofte af drenge i 8-10 års alderen. Disse børn går dog også i skole, især om formiddagen, hvorefter de om eftermiddagen tager del i familiens landbrugsvirksomhed. Og her kommer så en rettelse: Masai børn går ikke i skole. Masaierne mener ikke, det er nødvendigt, og uanset om regeringen bygger skoler for Masai folket, vil de ikke blive brugt. Masai folket flytter bare væk til andre områder for at undgå skoler. I hele dette område, fra byen Maai Mahua og til Masai Mara, bor Masai-stammen, og disse hyrder er Masaiere. Sproget her er kikuyu. – Det er således, at Kenya er opdelt i 42 stammer, der hver har deres individuelle sprog. Fællessprog for alle er swahili og i mindre grad engelsk. I øvrigt betyder “Jambo”: Hej. Så “Jambo” til jer, som læser dette!

Et sted ca. midt på turen gør vi holdt i en større by (ca. 150.000 indbyggere) for at komme på toilettet (disse toiletter ligger således, at vi skal igennem en kæmpestor souvenirbutik – meget praktisk (!). Selve butikken er et cooperativ ejet af Masai-kunstnere). Vi havde forstået, at vores chauffør gerne ville have en kaffepause, og for os var det meget belejligt at kunne komme på toilettet. – Da vi er færdige, går vi ud til bilen, men hov, bilen er der bare ikke længere, og chaufføren ej heller. Vi sætter os derfor til at vente, og vente, og vente,…. Og på et eller andet tidspunkt kommer minderne fra en episode i Buenos Aires sidste år frem, nemlig hvor vi fik en af vores rygsække stjålet. Skulle der nu være sket noget tilsvarende? Er chaufføren smuttet med alle (og det er virkelig alle) vores ejendele? – Tenna og jeg ytrer ikke dette med et eneste ord, men bagefter kan vi konstatere, at vi begge har haft de samme tanker. Måske er vi ved at blive en smule paranoide, hvem ved? – Men efter 20 minutters venten dukker bil og chauffør heldigvis op igen. Han har blot tanket bilen op til den fortsatte tur. (Det skal lige siges, at der lige overfor souvenirbutikken ligger en stor tankstation!)

Ca. 100 km før vi når Ilkeliani Lodge starter et vejarbejde, som viser sig at vare stort set resten af vejen. På spørgsmålet til vores chauffør om, hvornår han mener, at vejarbejdet er tilendebragt, svarer han: “Til maj/juni næste år”. – Det kan godt ske, at maj/juni holder stik, men årstallet bliver i hvert fald ikke 2018. Der er tale om en strækning på omkring 80 km, og uden nu at have nøjagtig tal på antallet af arbejdsmaskiner på hele strækningen, så overskrider det ikke 20. Men til gengæld gik der rundt omkring nogle arbejdere og gravede lidt med en skovl eller stod og kiggede på alt det, der ikke var færdigt og sikkert tænkte på, at det her nok så lidt uoverskueligt ud, hvilket det også gjorde. En tidsplan fra en ikke vejkonstruktionskyndig ville umiddelbart rette slutårstallet til 2020 eller mere. Men man kan jo aldrig vide.
Kort og godt: vi kørte i ca. 3 timer på en såkaldt vej, som jeg er sikker på, at ingen af os kunne tænke sig at udsætte vores egne biler for. Mange steder kan man slet ikke kalde det for en vej, fordi der stikker klippestykker op, og regntiden eroderer samtidig en stor del af jorden væk, så det hele ligner nogle steder er decideret krater. Tenna og jeg har lovet hinanden, at vi aldrig mere vil brokke os over at vi skal holde for 2 minutters lyskurv, når det danske vejvæsen ordner veje for os.

Nå, men vi fandt Ilkeliani Lodge med 2 ½ times forsinkelse, blev budt velkommen, checkede ind, og blev bedt om at komme til en forsinket lunch med det samme (vi bor her med fuld pension), idet vi skulle på en tur med vores guide, Mr. Mutetti, kl. 16.00. – Vi skal nok fortælle mere om selve stedet, hvor vi bor, lidt senere, men vi må simpelthen fortælle lidt om den tur, vi kom på fra 16-19:00, idet det var en fantastisk oplevelse, der ventede os, og som simpelthen har gjort os helt høje: Vi har set giraffer, elefanter, løver, gnuer, hyæner, vandbøfler og mange, mange flere dyr i Guds frie natur, og helt ærligt, det er ganske ubeskriveligt! – Masai Mara er et område på 1.650 km2, hvor der kun lever dyr, og hvor så turister og andre interesserede kan komme på guidede ture. Vi kørte som sagt rundt i 3 timer og fik den ene store oplevelse efter den anden: Flokke af giraffer og elefanter, disse kæmpestore dyr, som er så flotte. Og store, rigtig store flokke af zebraer, antiloper, gnuer, vandbøfler. Desuden er der et rigtigt flot fugleliv, ikke som det vi oplevede i Pantanal, Brasilien, sidste år, men alligevel meget imponerende.

Vi glæder os derfor rigtig meget til den heldagstur vi skal på i morgen. Vi stiler jo meget efter at komme til at se “The Big Five”, der jo består af: løve, elefant, vandbøffel, leopard og næsehorn. Vi mangler de 2 sidste, men med lidt held og vores guides snilde skal de nok dukke op.

Ilkeliani Lodge ligger lige uden for Masai Mara. Lodgen, som er en superlækker teltcamp bestående af 17 dobbeltværelser i ligeså mange telte. Der er en dejlig barlounge, tilsvarende restaurant, ligesom der er 2 toiletter til rådighed uden for restaurantområdet. Begge befinder sig i separate telte. Desuden er der konferencefaciliteter, samt en stor udsigtsterrasse. – Værelserne består af en terrasse, et dejligt værelse med stor dobbeltseng samt diverse møbler. For enden af værelset er der bad og toilet. Det er bare dejligt og lækkert. – Teltene ligger spredt ud over et større areal med delvis oplyste gange imellem. Og når det er mørkt, står der hele tiden en Masai-kriger til rådighed for at gå foran os, når vi skal fra restauranten til f. eks vores værelse. Og disse Masai-krigere holder vagt hele natten og sørger for, at der ikke sker noget, som ikke skal ske! – Så vi kan sove ganske trygt og godt!

Vores sidste hele dag på Ilkeliani Lodge har vi tilbragt på en fantastisk heldagstur sammen med vores guide og chauffør, Mutta, som har taget os med ud for bl.a at finde de sidste 2 eksemplarer af “The Big Five”, nemlig leoparden og næsehornet. Undervejs ser vi igen store flokke af forskellige dyr: zebraer, vandbøfler, antiloper, gnuer, og mange flere, som vi ikke kan huske navnene på. Og så, pludselig, spotter vi en hanløve, som ligger for sig selv under et større træ. Afstanden dertil er nok 250 m, så vi kører langsomt nærmere for at komme så tæt på som muligt. Inden vi når Dyrenes Konge, ser vi lidt ude til venstre en anden hanløve, som ligger ved siden af en stor sort klump. Det viser sig, at de 2 løver har nedlagt en stor vandbøffel tidligt om morgenen. At det kan stedfæstes så nogenlunde nøjagtigt skyldes, at da vi kommer helt tæt på, kan vi se 2 helt friske huller ind i vandbøflens krop, friskt blod og skinnende kød, som efter guidens vurdering skyldes, at bøflen er blevet nedlagt kun få timer før, Livingstone og frue dukker op. De 2 løver ligger nu og fordøjer efter første ret, inden hovedretten skal indtages. – Ved I hvad, det her er en oplevelse, som bare er helt fantastisk for de 2 fynboer. Tænk at være så tæt på naturens realiteter!

Ved 13-tiden gjorde vi holdt under et træ for at indtage vores medbragte picnic. – Og straks vi havde sat os og fundet maden frem, fik vi selskab af ikke mindre end 8-10 store gribbe, som satte sig lidt på afstand af os for at vente på, at der skulle blive mad til overs (eller måske på, at en af os skulle falde om på grund af madforgiftning eller lignende.) - Disse savannens bedemænd er altid til at få fat i, man behøver slet ikke at ringe efter dem. Kunne man eventuelt lære noget af dem?
Hen på eftermiddagen kom vi forbi et lille vandløb med en del bevoksning omkring, og her så vi så endelig nr. 4, nemlig leoparden, som lå oppe på en kløftet gren 5-6 meter oppe i et træ. Den så noget dvask ud, men vi kunne dog tydeligt se den. Chaufføren valgte derefter at flytte bilen lidt, og så så vi leoparden på en afstand af 25-30 meter rejse sig og tage et par skridt på den tykke gren, og vi kunne nu konstatere, at den var midt i et større måltid bestående af en lille flodhesteunge, som den havde nedlagt og slæbt med sig op i træet for at kunne nyde måltidet i fred. Det er sådan med leoparder, at de gider ikke spise mere af et dyr, som de har nedlagt, såfremt der har været andre dyr inde over. Lidt af en flottenhejmer, men nok forståeligt nok! – Så er det jo godt, at der i naturen findes renovationsmedarbejdere (hyæner) og de omtalte bedemænd.

Hvor er vi sindssyg heldige, at vi får lov til at opleve sådan 2 naturscener fra det virkelige liv ude i den barske men vildt smukke natur.

Det var blevet tid til, at vi skulle tilbage til vores lodge, og vi måtte erkende, at der ikke dukkede noget næsehorn op i denne omgang. (Men vi har set flere i souvenirbutikkerne). – Men der er stadigvæk muligheder, så lad os se, hvad de næste dage bringer.