Torsdag den 22. februar 2024
Vi starter dagen i gråvejr, men efterhånden som vi nærmer os Cape Agulhas, vores næste mål, klarer vejret op, og vi ankommer til CA i dejligt solskinsvejr efter en køretur på ca. 300 km gennem et meget varieret landskab med store åbne og flade vidder uden høj bevoksning, men til gengæld med masser af kvæg og får, en stor del merino-får. Der er virkelig langt fra farm til farm, og man kan godt undre sig over, hvilket socialt liv disse mennesker har. Og deres børn? Ja, i mange tilfælde bliver eventuelle børn undervist derhjemme, primært af mor, mens far arbejder med landbruget.
Vi nærmer os Cape Agulhas (på portugisisk betyder Agulhas ”nåle”), og da vi kommer ud til kysten forstår vi navnet: I havet ud for kysten stikker der i hundredvis af spidse/skarpe klipper om af havet i ½-2 meters højde. Men hvad værre er; der er tilsvarende under havets overflade, og da de gamle Indiensfarere på vej fra f.eks. Holland eller Portugal kom for tæt på kysten, stødte de ofte på et undersøisk rev, som de ikke kunne se (det var før ekkoloddets tid!), med et skibsforlis som resultat.
Kystlandskabet her er mageløst flot, vi kunne sagtens bruge mange timer på at betragte sceneriet.
Vi har besluttet, at vi skal op i Cape Agulhas Ligththouse, og igen skal vi op af ubehagelige, meget stejle træstiger. Men igen lykkes det, og der er jo igen en betagende udsigt deroppe fra.
Nede igen får vi en dejlig spadseretur langs kysten, indtil Nigel holder med sin bil, og vi kan fortsætte turen mod Hermanus, hvor vi skal bo i 2 dage. Det er en køretur på ca. 1½ time.
Da vi ankommer til vores næste overnatning, The Whale Coast Ocean Villa, et rigtig dejligt sted, konstaterer vi ligesom ved forrige overnatningssted, at vi bor langt uden for byen Hermanus. Da vi er trætte og ikke orker at skulle køre 10 km for at komme til en restaurant senere på aftenen, kører vi ind til et supermarked og køber lidt spiseligt samt en flaske vin, hvorefter vi trækker os tilbage, mens Nigel kører ind til sit overnatningssted, som ligger ved The Waterfront. Men det er altså ikke så praktisk at bo langt uden for byen (ca. 8-10 km) uden adgang til lokale restauranter. Nigel skal jo trods alt også have fri og hvile, han har kørt mere end 400 km i dag, så derfor vil/kan vi ikke forlange, at han skal stå til rådighed for at køre os ud at spise middag.