Torsdag den 28. april 2022

Velopstået er vindhastigheden noget af det første, som vi kigger på. Vi skal jo til Christiansø, og en sejltur i stiv kuling er nok ikke lige vores favorit. Men vi er heldige, vinden er næsten ikke-eksisterende, og vi får en skøn tur til Christiansø med M/S Ertholm, både frem og tilbage. Og som en ekstra gevinst var der ingen skoleklasser eller tyske pensionister med på turen!

Ankommet til Christiansø gik vi denne gang højre om, dvs ud forbi Kongens Bastion, videre forbi Dronningens ditto og hele vejen til vi i nærheden af Christiansø skole fandt det lokale Christiansø Bryghus, hvor vi investerede i et par lokale øl. – Vi fortsatte til Rantzaus Bastion, og så skulle vi selvfølgelig forbi Hestehytten for at se, om alt stod godt til dér. Det var jo i denne hytte, at Hønse, Kasper, Nicolai og Gammelfar var på forlænget weekend tilbage i 2015. Og det kan oplyses, at gensynet bragte gode minder frem!

Tilfældigvis kom vi efterfølgende forbi kroen, hvor vi besluttede at indtage en øl på udendørsterrassen med dejlig udsigt over til Frederiksø.

Vi skulle selvfølgelig også over til Frederiksø, som vi gik rundt om. På turen spiste vi Tennas lækre, medbragte sandwiches.

Vi var tilbage ved M/S Ertholm i tide til at tage båden tilbage til Gudhjem kl 14.

En tur til Christiansø er også fast inventar i rejsetasken til Bornholm!

Del siden