Lørdag 6, november 2016.
Vi vågnede op i Vitalias hus kl. ca. 06:30, efter at have sovet 5-6 timer. Kniber os nok lige en gang i armen: vi er i Sydamerika, en drøm er virkelig på vej til at gå i opfyldelse.
Under morgenmaden fortalte Andrea, at hun skulle til en venindes bryllup lidt senere på dagen, og at hun derfor ikke kunne deltage på den planlagte sightseeing-tur rundt i Lima, og det gav nok Vitalia sved på panden, idet hun overhovedet ikke taler andet end spansk, mens Karin og jeg trods alt kan et par håndfulde spanske vendinger og ord. Derfor fik hun arrangeret, at den næste af hendes døtre, Romina, kunne deltage på turen og samtidig fungere som tolk.
Så efter morgenmaden kørte vi (Vitalia, Karin og jeg) hen til Rominas bopæl og samlede hende op, og fortsatte derefter ind til centrum af Lima, hvor vi fik mulighed for at se en række spektakulære steder og bygninger: parlamentet, Limas rådhus, katedralen, Museo del Pisco, samt en forretning/bar/ fabrik, som har alt, hvad man kan tænke sig fremstillet på basis af cacaobønner. Bare super lækkert. Romina er som sin søster Andrea en utrolig sød pige, og hun er meget vidende om byen. Efter at have set de nævnte seværdigheder kørte vi gennem bydelen Miraflores og ud til kysten ved Stillehavet, hvor vi nød udsigten og det store åbne hav.
Jeg har siden mit første besøg i Peru haft en svaghed for en af landets nationalretter, cebiche (udtales ceviche), som består af rå fisk marineret i lime/lemon saft med friske løg og chili. Denne ret fås i mange varianter, og vi besøgte derfor alle 4 en af Limas bedste fiskerestauranter, La Segundo Muelle, som ligger lige i vandkanten, og fik her en fantastisk oplevelse, ikke kun hvad angår cebiche, men også flere andre meget delikate fiskeretter. Det var virkelig en god oplevelse, som kun kan anbefales til alle.
Men indrømmet: det foregående 1 ½ døgns rejse mv havde sat sine spor hos både Karin og mig, så lørdag aften blev holdt på et meget stille niveau, ikke kun fordi vi var trætte, men vi vidste også, at vi næste morgen, søndag, skulle op kl. 04:30 for at være i lufthavnen kl. 06:00. Årsag: vi skulle til næste stop på vores rejse, nemlig Cuzco, hvorfra vi de næste 6 dage, ud over Cuzco skal besøge Machu Picchu, Puno og Titicacasøen, som alle ligger i ca. 3 km højde. Nye store højdepunkter ligger forude, og vi skulle gerne være friske til at kunne suge alle oplevelser og indtryk til os.