Port Elizabeth - 16. - 18. februar 2024

Fredag den 16. februar 2024

Efter ankomst til terminalen i Otombo Airport, går vi ca. 12-15 minutter, før vi kommer til paskontrollen, og her kan vi se, at der står i hundredevis af passagerer ligesom os, som skal have stemplet deres pas. Og det tager altså sin tid. Vi står der nok i omkring 40-45 minutter, hvorefter vi skal have fundet vores bagage. Alt i alt betyder det, at det kniber stærkt med at kunne nå vores fly til sidste stop i denne omgang, Port Elisabeth. Heldigvis møder vi en lille mand, som arbejder i lufthavnen, og med hans hjælp (det koster ”kun” 20 Euro) løber vi i raskt trav til check-in skranken (som på dette tidspunkt allerede er lukket!), får checket ind og kommer ud til flyet, blot for at konstatere, at afgangen er udsat (måske på grund af os???). Men i hvert fald, vi når flyet og er nu kommet til Port Elizabeth, hvor vi i ankomsthallen møder en venlig mand, der hedder Mel, som står med et skilt med vores navne på. Med andre ord, vi er kommet det rigtige sted hen. Mel kører os derefter til vores første hotel på turen, The Kelway Hotel, hvor vi skal overnatte indtil på søndag. Her har vi derfor resten af fredagen og hele lørdagen til at udforske Port Elizabeth, før turen rigtig tager sin begyndelse søndag morgen.

Lørdag den 17. februar 2024

Efter ankomst til The Kelway Hotel fandt vi ud af, at vi skulle gøre følgende: 1) veksle Euro til Sydafrikanske Rand, og 2) sørge for at vi ikke ville lide døden af tørst, mens vi var i byen. Vi spurgte derfor personalet på hotellet, hvor vi kunne dels finde en vekselautomat/bank, og dels finde et supermarked. Vi fik at vide, at der var en shopping mall ca. 2 km fra hotellet. Det var ok for os, men da vi sagde, at vi ville spadsere derhen, fik vi at vide, at det kunne være farligt, da området ikke var sikret, og at vi derfor kunne risikere at blive overfaldet undervejs. Enhver kunne jo se, at vi ikke kom fra samme sogn som de lokale. Da vi ikke ønskede at udsætte hinanden for unødig risiko og fare, bad vi i receptionen om at få fat på en taxi, som kunne køre os de ca. 2 km til det omtalte shopping center. – Lidt efter kom der 2 biler fra Footprints VIP Protection (et tour-firma, som hotellet arbejder sammen med), og de kørte os til shopping centret, som lå, ikke 2, men ca. 8 km fra hotellet, ganske tæt på lufthavnen. Skulle vi have gået derud, ville det have taget tæt på 2 timer.

Nå, men vi kom til The Walmer Shopping Mall og fik klaret vores forskellige forretninger, og da vi havde bedt chaufføren om at komme at hente os igen kl. ca. 16, var vi klar uden for centret 15:55. Der kom imidlertid ingen bil, og efter 20 min. blev Niller utålmodig (er det noget, der ligger til ham?), så han kontaktede en lille flink security-fyr, dem er der virkelig mange af, og han gjorde en stor ære ud af at sørge for, at vores bil kom, om end ½ time forsinket. Men hvad, vi var jo på ferie!

På vej tilbage til hotellet fandt vi ud af, at det pågældende firma lavede sightseeing ture i og omkring Port Elisabeth, så derfor entrerede vi med det samme med dem om at komme lørdag morgen kl. 10, således at vi kunne få en Coastal and City Tour i løbet af lørdagen. Godt arbejde og i øvrigt en dejlig dag, som sluttede med en dejlig middag på vores hotel.

Og derefter godnat, vi trænger til at sove nu.

Efter en god nats søvn glædede vi os til morgenmaden på The Kelway Hotel. Og den var absolut i orden, selv om der ikke var 4 slags æg og pølser og ost i skivevis. Det var bare i orden og ca. kl. 10 ventede vores taxa, og vi blev præsenteret for vores chauffør for dagen, Mr. Reeza. En, viste det sig, virkelig behagelig mand, som havde en kæmpe viden om lokalområdet. For at gøre en lang historie en lille smule kortere, så havde vi en virkelig dejlig 4 ½ times sigthseeingtour (som kun skulle have varet 3 ½ time), men vi havde en virkelig god gensidig kommunikation, som bl.a. medførte, at vi så rigtig mange ting og fik rigtig mange informationer, som nok lå lidt uden for programmet.

Vi blev indført i Port Elizabeths historie, som vi ikke skal trætte nogen med her. Blot nogle få facts: Port Eliabeth hedder ikke længere PE. Fra februar 2021 hedder byen Gqeberha (udtales : Ibhayi. Byen ligger i Algoa Bay ved Det indiske Ocean, og er en af de største havne i Sydafrika med over en million indbyggere.

Byen blev grundlagt i 1820 for at huse britiske nybyggere for derved at styrke grænseregionen mellem Kapkolonien og den krigeriske xhosastamme. (Navnet Gqeberha hedder på xhosa: Ibhayi).

Området blev en del af Kapkolonien, og der blev bygget et stenfort kaldt Fort Frederick i 1799 under den første britiske okkupation af kolonien under Napoleonskrigene. Dette fort blev bygget for at sikre området mod en mulig fransk landgang, og fortet havde overblik over stedet, som senere blev til Port Elizabeth. Fortet er nu et monument.

I 1820 ankom 4.000 britiske nybyggere med båd til området. Havnebyen Port Elizabeth blev grundlagt af Mr. Donkin, den fungerende guvernør af Kapkolonien, som opkaldte den efter sin højtelskede kone, Elizabeth, som omkom under en sørejse til Indien.

Vores tur i øvrigt var en tur langs kysten fra Port Elizabeth ned til Sanccob, et center for især pingviner og særligt udvalgte havfugle. Turen ned langs kysten, ca. 50 km, bragte os forbi flotte kyststrækninger med helt specielle klippeformationer, store sandmiler, som gav lidt minder om Les Dunes ved Atlanterhavet ud for Bordeaux eller vores hjemlige Råbjerg Mile. Vi passerede hestestutterier, hundekenneler og landbrug, før vi efter ca. 2½ timers kørsel kom tilbage til Port Elizabeth. Her var vi oppe i Campanilen, som er konstrueret efter italiensk forbillede. Vi passerede King Edward Hotel, et meget stort byggeri, som englænderne byggede, årtier efter, at de havde sat sig på Sydafrika. Den første engelske kolonisation af Kapkolonien fandt sted under Napoleonskrigene, hvor der i 1799 blev bygget et stenfort kaldet Fort Frederick. I umiddelbar forbindelse hermed er der blevet lavet et slags mindesmærke i forbindelse med afholdelsen af VM i fodbold 2010.

Sidste del af dagens program har været et besøg på et museum, der ligesom Campanilen ligger i Port Elizabeth South End. Her er der massevis af beskrivelser af apartheidtiden i Sydafrika, som (heldigvis) sluttede i 1994.

I aften har vi spist en dejlig middag på The Coachman on the Bay, en ganske udmærket restaurant med flot udsigt ud over Algoa Bay og Det Indiske Ocean. Vi bestilte bord on location tidligere i eftermiddag og fik anvist det bord, hvor vi gerne ville sidde 3 timer senere. Da vi så kom her kl. 19:00, var bordet optaget. Vi gjorde opmærksom på, at vi havde reserveret et andet og, efter vores mening, bedre bord, men accepterede naturligvis at få et alternativt bord, hvor vi satte os uden sure miner! Efter få minutter kom imidlertid aftenens søde servitrice og meddelte, at vores oprindelige bord nu var klart til os. De havde jo opdaget, at Tenna & Niller var kommet til Port Elizabeth, og derfor ville de gøre vores ophold så godt som muligt. Og det gjorde de! Vi havde en rigtig dejlig aften på The Coachman.