Chobe National Park

Tirsdag har vi været på en større tur til Botswana. Vi skulle nemlig på en sejltur på Chobefloden, som danner grænsen mellem Botswana og Namibia. Vi befinder os faktisk lige der, hvor Botswana, Namibia, Zimbabwe og Zambia mødes, så vi har rigtig måttet købe en stribe af visa for at kunne komme frem og tilbage mellem de enkelte lande. Det er givetvis en god forretning for de enkelte stater med denne visumpligt, som måske set fra et overordnet synspunkt er lidt usmagelig pengeafpresning, idet de pågældende visa ingen funktionel betydning har. Det er kun et spørgsmål for de enkelte lande om at få så mange USD skrabet sammen som muligt. Man accepterer nemlig ikke egne valutaer! – Alt i alt har vi måttet betale omkring kr. 1.300 til visa (havde turen været lidt anderledes tilrettelagt kunne vi have klaret os for det halve).

Vi havde en meget dejlig sejltur med udgangspunkt fra en flot lodge beliggende lige ned til Chobefloden. Vi så i massevis af dyr og fugle, som vi desværre ikke kan huske navnene på alle sammen, så vi vil lade billederne tale for os. - En lille oplevelse lige efter starten på bådturen: Ude i Chobe-floden ligger der nogle flade øer, som oversvømmes, når regntiden sætter ind i januar. Nu er øerne synlige, og f.eks. vandbøfler er svømmet herud for at græsse. Når regntiden sætter ind, vender de tilbage til fastlandet. Da vi lige efter start sejlede over til en af disse øer for at hilse på en stor vandbøffel, som vi kunne se på afstand, følte den vist nok, at vi kom og blandede os alt for meget i dens privatliv. Vi lå ca. 5 m fra bredden, og pludselig kom dette store dyr buldrende ned mod os med en fart og nogle brøl, som selv vores skipper blev forskrækket over, så vi fortrak skyndsomt ud på lidt længere afstand. Nu blev bøflen stående i vandkanten og fnyste efter os. Flyt jer dog, I dumme turister, og lad mig være i fred! –  Om eftermiddagen var vi på en køretur i Chobe National Park, der ligger langs floden, og også her så vi et rigt dyreliv, som forhåbentligt også fremgår af billederne. – Chobe National Park er 10.500 km2 stor, og efter sigende skulle der være omkring 160.000 elefanter i området. Vi så imidlertid kun omkring 8-10 stykker, som var nede ved Chobefloden for at drikke vand og bade. – Årsagen til, at der ikke var flere synlige var, at det havde regnet kraftigt natten i forvejen. Derved bliver mange af vandhullerne oppe i landet fyldt op, og elefanterne bliver derfor der, i stedet for at bevæge sig ned til floden.

For at komme fra Zambia til Botswana skal man krydse Chobefloden, hvilket for lastbilers vedkommende sker med 2 små færgepramme, som hver kan tage 1-2 lastvogne. Overfarten tager ca. 10-15 minutter. Heldigvis for os krydsede vi floden i en speedbåd, for på begge sider af færgelejet holdt der i hundredevis af lastbiler. Og disse tal er absolut ikke overdrevne. Det er en meget benyttet forbindelse, og derfor er man for øjeblikket ved at bygge en større bro over floden lige ved siden af bådforbindelsen. Disse lastbiler, som transporterer alle former for varer inkl. kobber (Zambia er verdens største producent af kobber), kommer på grund af den beskedne overfartskapacitet til at vente op til 6-8 dage, før de kan komme over. – Og hvad skete der så netop i går formiddags, lige efter at vi havde krydset Chobefloden fra Zambia til Botswana? – Ja, en tungtlastet lastbil gled baglæns ud af færgen ved ankomsten til Zambia-siden, ødelagde en hel del funktioner på færgen, foruden at anhængeren på lastbilen også blev delvis ødelagt. Dette har efterfølgende bevirket, at færgen skal på land og repareres, hvilket igen betyder, at de stakkels lastbilchauffører nu i den kommende tid kommer til at vente måske op til dobbelt så længe som hidtil for at komme over.

Da vi kom tilbage fra vores tur på Chobefloden, oplevede vi ovennævnte, som altså var sket om formiddagen, men vi så netop, at lastbilen blev trukket fri fra færgen til stor jubel for den forsamlede lokale befolkning. Endelig skete der da noget spændende! – I øvrigt er man lidt bange for risikoen for at sprede mund- og klovsyge på disse breddegrader. Derfor skulle vi ved grænsen gå hen på en særlig måtte, som var præpareret med en eller andre form for antiseptisk væske, og efter at vi var kommet ind i bilen igen, skulle den ligeledes igennem en behandling, som gik ud på, at den skulle køre igennem  et bassin bestående af muddervand. Derefter kunne vi drage videre med en eller anden form for sikkerhed for, at vi ikke kunne sprede evt bakterier med relation til mund- og klovsyge.

Apropos elefanter oplevede vi, da vi næsten var tilbage ved vores hotel (ca. 1-2 km derfra), at en stor hanelefant var ved at bryde ind i en VW Tourran, som holdt parkeret ved et hotel lige ud til landevejen. Vores chauffør standsede op, og vi så det hele fra første række: Elefanten smadrede med sin snabel 3 ruder i bilen, og begyndte at hente poser med ting og sager ud af bilen, spiste noget her af, men lod en del ligge. Ingen turde gå hen til elefanten for at bede den om at smutte væk. Ikke før en soldat med en riffel var blevet hentet. Han skød nogle skud op i luften, hvorefter elefanten flygtede. – Vi følte, at det her var meget spændende og lidt farligt at have overværet, samtidig med at vi fik bekræftet, at vi skal have meget respekt for disse store dyr, som har enorme kræfter og er parat til at bruge dem, når der er behov herfor.

Her er naturen lige uden for døren. Man behøver ikke at gå i zoologiske haver for at opleve den. Men samtidig giver en sådan oplevelse også et hint til os om, at vi skal respektere naturen.