Vi blev hentet kl. 08:00 på vores hotel i Ushuaia, Patagonien Jarke, et mindre familieejet hotel/hostel, som nok kunne trænge til en kærlig hånd her og der, men vi havde da et udmærket ophold. Vi skulle på tur til Tierra del Fuego National Park, som ligger ca 15 km fra Ushuaia.
Da vi kom til området, blev vi kørt til en lille togbane, som har en ganske særlig historie, og nu kommer der et historisk indslag som man godt kan springe over, men som alligevel fortæller en hel del om denne del af Tierra del Fuego.
For ca 5000 år siden slog et folkeslag, der hedder Yamana-folket sig ned i området. De boede her indtil for ganske få år siden, og var dem, der oprindeligt grundlagde Ushuaia. I dag lever der en enkelt efterkommer af Yamana-folket i Ushuaia. Hun er midt i 90’erne.
Mod slutningen af 1900-tallet havde Argentina fået samme ide som englænderne, som deporterede deres straffefanger til Australien. Argentina sendte simpelthen deres straffefanger og hårdt belastede kriminelle til Tierra del Fuego og dermed til Ushuaia, for at have dem så langt væk som muligt. Fangerne blev beordret til at bygge deres eget fængsel, hvorefter de skulle bygge en jernbane, som skulle gå fra et område tæt på Ushuaia og op til bjergene, som var meget skovrige. Meningen hermed var at benytte jernbanen til at transportere brænde fra skovene og ned til beboerne i byen, idet man der havde stor mangel på brændsel til dels at fyre op med, og dels at benytte til at lave elektricitet med. Til arbejdet med at fælde træ benyttede man ligeledes straffefangerne.
Når vi i dag kører med jernbanen, kan vi se, at de fleste træstubbe, som stadig står i området, er ca en halv mere høje. Det skyldes, at der i begyndelsen af det 20. Århundrede var rigtig strenge vintre med megen sne, og træerne blev simpelthen fældet ved sneniveau, der som regel var ca en halv meter. Og her skal vi så forestille os disse straffefanger gå rundt i sne til knæene uden ordentligt tøj. Dette blot som et eksempel på, at de pågældende, selv om de var kriminelle, blev behandlet meget usselt.
I 1947 besluttede præsident Peron at lukke fængslet, og efterfølgende blev jernbanen i 1952 lukket for almindelig trafik. – Siden 1994 har der været turisttrafik på jernbanen, ligesom den foregår i dag.
Når man kører lidt væk fra jernbanen, kommer man til Bahia Lapataia, hvor Verdens sydligste hovedvej ender (eller begynder, om man vil). Denne hovedvej, National Road No 3, som her kun er en ujævn grus-/sandvej, går herfra National Park Tierra del Fuego og til langt op i Alaska, en strækning på mere end 17.000 km. – Få kilometer herfra ligger Verdens sydligst beliggende postkontor, som stadigvæk er aktivt.