Efter den spændende tur til Robben Island var det helt befriende at komme tilbage til Cape Town, hvor vi nød en sen lunch kl. 15:30 på V & A Waterfront bestående af Sushi og en god flaske hvidvin. Derefter vandrede vi lidt rundt i havnekvarteret og hørte på lidt lokal afrikansk musik, udført af en gruppe unge afrikanere. Vi gik ind i et kæmpe shoppingcenter, hvor man kunne købe alt, hvad hjertet begærer, men vi valgte dog at gå tilbage til vores hotel, hvor vi herefter satte os ud på terrassen og nød den dejlige seneftermiddag. Middagen blev også indtaget på hotellet, da vi ikke orkede mere den aften.
Torsdag morgen blev vi afhentet på hotellet af vores chauffør, Graham Childs. Det var også ham, som i mandags hentede os i lufthavnen og kørte os til vores hotel. Vi skulle på vintur i og omkring Stellenbosch, det største vinområde i Sydafrika. Graham er 70 år, født af skotske forældre, faderen var officer i Royal Navy under 2. Verdenskrig, udstationeret i bl. a. Sydafrika, og som valgte at blive i Sydafrika efter krigens ophør. Her blev Graham født, og gennem de seneste ca. 35 år har han været turistguide med base i Cape Town. Han er et omvandrende leksikon med en meget stor bred viden, og så er det jo heller ikke en ulempe, at han er meget vidende om vin.
Vi havde på forhånd en opfattelse af, at vi skulle til en vinsmagning på Spier Winery i Stellenbosch, men det ville Graham anderledes. Han tog os med på en næsten heldags vintur, hvor vi startede nord for Stellenbosch på en vingård ved navn Ridgeback Winery (Ridgeback er en hunderace). Her havde vi første smagning kl. 09:45 (lidt tidligt, men et eller andet sted i verden er klokken jo 17 – hihi). Vi sad udendørs ved en lille sø, hvor vi kunne kigge på fuglelivet. Det var desværre gråvejr og lidt koldt, men alligevel charmerende. Derefter gik turen til Franshoek, et område og en by, som ligger nabo til Stellenbosch. Såvel byen som egnen omkring er meget smuk med en storslået natur, og Graham forstod at vise os de helt rigtige steder.
Vi var inde på Muratie Winery, som er en vingård med rødder tilbage til 1600-tallet. Vingården er meget speciel med alt muligt gammelt skrammel samlet sammen, masser af spindelvæv overalt, gamle bygninger osv., men med en stemning og sjæl, som var helt på toppen.
Vi fortsatte til den mest fashionable vingård i hele Sydafrika, Delaire Graff Estate, som ligger helt enestående, og som er et helt show for sig. Vi kunne ikke komme til at smage stedets vine, men fik at vide at kvaliteten af vinene ikke var noget at skrive om. Vingården har slået sig op på primært at være interesseret i at servicere det sydafrikanske jetset, hvilket bevirker, at dette er stedet, hvor man bliver set med de rette personer i de rette omgivelser. – Men er der nogen af læserne, som kommer på de her kanter, er Delaire absolut et besøg værd.
Såvel Franshoek som Stellenbosch er meget smukke byer med en helt speciel byggestil, som stammer tilbage fra Boer-tiden, og som derfor er under stærk hollandsk indflydelse. Stellenbosch har det største universitet i Sydafrika (hvis ikke på hele kontinentet) med ca. 27.000 studerende. For så vidt angår ønologi (læren om vin), er universitetets fakultet herfor blandt verdens 3 førende.
Efter en meget spændende dag landede vi ca. 15:30 på Spier Winery, hvor vi skal bo de næste 2 dage, før vi rejser videre til Botswana og Victoria Falls.
Nu kan det da godt ske, at læserne synes, at der pt er for mange beskrivelser om vin. Men jeg tror nok, at vi kan garantere, at når vi nærmer os centrum af Kenya, hvor der nok er min. 400 km til nærmeste supermarked, så kunne man forestille sig, at der blev temmelig stille i byen.
Generelt for Sydafrika gælder det åbenbart i modsætning til mange lande i Europa, at vinpriserne på vingårdene ligger adskillige procent under supermarkedspriserne. – Men her er det faktisk sådan, at hotellerne/resturanterne prøver på at følge med ned. Uden nu at nævne konkrete navne koster f.eks. en Spier Signature vin fra 2015/2016 i Danmark omkring Kr. 65-75, når der er tale om et godt tilbud . Hernede kan vi købe tilsvarende vin i et supermarked til kr. 35-40, og på selve Spier Winery restaurant til omkring kr. 75. Et eller andet sted er der nok noget, som ikke hænger sammen, for vi har også fået information om, hvad transport, fortoldning osv koster, og vi har faktisk nu mulighed for at tilbyde jer alle sammen levering af sydafrikansk vin til særdeles gunstige priser. Vi er faktisk i den situation, at vi kan betjene jer fra 30-40 forskellige vingårde, direkte leveret til Faaborg, hvorfra den videre distribution kan foregå. Vi vender efter vores hjemkomst tilbage med nærmere oplysninger om dette enestående tilbud, som på ingen måde er sponsoreret. Og så skal det kraftigt understreges, at vi ikke skal være parallelimportører af vin, men vi har fået muligheden for at importere vin til eget forbrug etc., og det har vi besluttet, at I KÆRE LÆSERE, må nyde godt af! Til alles information kan vi oplyse, at: Tenna&Niller ikke tjener en nikkel her på. Vi vil blot gerne være med til at udbrede kendskabet til denne verdens super-skønne vine, som i øvrigt også omfatter bl.a. hedvinstyper svarende til portvin. Vi lægger en vinoversigt ud på hjemmesiden, når vi er kommet hjem.
Husk lige på vores dilemma: Vi er omgivet at de bedste vine. Vi vil gerne bringe dem med hjem til jer alle sammen her og nu. Det må/kan vi ikke. Hvad skal vi så gøre? – Ja, vi kan finde alternativer, indtil en permanent løsning er fundet. Indtil da: Tag vores vurdering af vinene for pålydende. Vi snyder jer ikke!