Vi havde taget vores gode cykler med, idet vi gerne, i lighed med sidste gang (i 2020), vil udforske noget af Bornholm, hvor det ikke rigtigt er muligt at benytte bil, og for samtidig at få lejlighed til at se noget, som ikke er så kendt blandt såvel turister som den lokale befolkning. Vi kørte derfor lørdag morgen til Melsted, et lille fiskerleje lidt sydøst for Gudhjem. Her parkerede vi bilen og sad op på cyklerne. Og så gik turen ad små veje og cykelstier til Stavehøl vandfald, et fald, som vi hverken havde set endsige hørt om før. Men det var absolut et besøg værd, og der var vand nok, hvilket ofte kan være et problem ved vandfaldet i Døndalen. Og igen bevægede vi os igennem den smukkeste natur, hvor skoven var dekoreret med hvide, gule og blå anemoner, og hvor stierne i mange tilfælde var kantet med ramsløg i hobetal.
Efter Stavehøl vandfaldet fortsatte vi til Østerlars rundkirke. Vi kunne ikke komme indenfor, da der var en højtidelighed i kirken, og vi har da også besøgt kirken tidligere, men den ligger så majestætisk og smukt oppe på bakken. Vi fortsatte til Almindingen og Rø plantage, og begge steder var der anemoner i massevis.
Efter en cykeltur på ca 25 km nåede vi tilbage til udgangspunktet i Melsted, hvor vi spiste en dejlig frokost på stranden inden turen tilbage til lejligheden.