Cape Town

Flyveturen

Flyveturen til Istanbul, hvor vi skulle skifte fly, gik stille og roligt, Turkish Airlines er en godt flyselskab med en god service ombord. Største problem er, at der ikke er nogen benplads mellem sæderækkerne, så vi skal sidde ret op og ned. Det går endda an på en kort rute som den til Istanbul, men den fortsatte rejse fra Istanbul til Cape Town (11 timer) var mindre behagelig, med det resultat, at vi kun kunne sove et par timer i alt. Men skidt pyt: Vi er nu ankommet til Cape Town og glæder os meget til det, vi skal opleve her.

Cape Town og The Cape of Good Hope

Ifølge vores rejseplan ville vi blive afhentet i lufthavnen ved vores ankomst. Imidlertid viste det sig, at det lokale rejsebureau troede, at vi først skulle ankomme tirsdag 07.11.2017, altså en dag senere. Men vi fik da løst problemet med et par telefonopkald, hvorefter en meget venlig herre hentede os og bragte os til vores hotel, The City Lodge, på V & A Waterfront i Cape Town. Hotellet er absolut i orden, f.eks. er morgenmaden i topklasse.

Efter ankomst tog vi et bad (vi følte, at vi kunne lugte “gnu” omkring os!!!), og derefter gik vi en tur på The Waterfront, et stort hotel/restaurantområde, meget charmerende og pænt. – Apropos bad: Det har ikke regnet i Cape Town i mere end 2 år. Derfor er alt meget tørt, og der er en alvorlig vandmangel, hvilket gør, at vi bliver opfordret til at begrænse vores vandforbrug på værelset, og samtidig drikke whisky on the rocks. Ja, det er ikke altid så let at være globetrottere! - For tiden blæser der imidlertid en meget kraftig sydøsten vind, Cape Doctor, som virkelig er kraftig og noget generende. Navnet Cape Doctor skal vist hentyde til, at vinden som en anden læge fejer sygdom/skidt væk! Skidt og møg flyver rundt, så det overståede bad var til dels omsonst! – Nå, men vi fik da guidet os ind på et par hyggelige vinsteder, hvor vi prøvede lidt af den nationale produktion, der som bekendt er både meget bred, dyb og heldigvis også god.

Tilbage på hotellet, hvor vi spiste om aftenen, fik vi at vide, at vi nok ikke skulle regne med at kunne komme på den planlagte (og på forhånd betalte) tur til Table Mountain tirsdag, netop på grund af Cape Doctor-vinden, som bevirkede, at svævebanen op til Table Mountain ville være lukket tirsdag. – Ganske rigtigt, tirsdag morgen fik vi at vide, at vi ikke kunne komme op på bjerget.

Hvad skulle vi så? – Ja, vi besluttede os for at tage en heldags bustur til The Cape of Good Hope, Sydvestfrikas sydligste punkt. (Det sydligste punkt i Afrika er Cape Agulhas). -  Og hvor er vi glade for at vi gjorde det. Vi har ganske enkelt haft den mest storslåede tur: Først gennem Constantia, som dels er en ydre bydel i forhold til Cape Town, dels er et kendt og godt vinområde. Der var desværre ingen tid til stop her, idet første stop var henlagt til Boulders Beach lidt syd for Simons Town på den østlige side af den halvø, som afslutter Afrika med The Cape of Good Hope. På denne del af turen havde vi derfor Det Indiske Ocean til venstre for os. - Ved Boulders Beach stoppede vi som nævnt med det formål at se pingviner, de såkaldte afrikanske pingviner (kan det undre nogen?), som er små og meget dejlige at se på. På grund af den kraftige vind lignede de i flere tilfælde små uldklumper, som bestemt ikke havde lyst til at spadsere rundt og vise sig frem.

Efter opholdet hos de små pingviner fortsatte turen sydpå. Det skal lige siges, at Tenna og jeg var de første til at bestige bussen, en stor dobbeltdækker, på V & A Waterfront i Cape Town, så vi fik dermed også de allerbedste pladser, nemlig på første sal, helt forrest. Dermed havde vi også en fantastisk udsigt på hele turen. – Vi havde stadig retning mod Cape Point, og turen gik langs False Bay og landede dernæst ved Cape Point. Navnet False Bay stammer tilbage fra ca. 1490, hvor den portugisiske opdagelsesrejsende Bartholomæus Dias på grund af hårdt vejr lagde ind i bugten, efter at have rundet Cape. Han troede imidlertid, at han var kommet lidt længere frem, og det var først, da Vasco da Gama i 1498 rundede Cape, at det blev rigtigt anerkendt, at søvejen til Indien var fundet (og da Gama fik fortjenesten heraf). Ved samme lejlighed konstaterede man, at Dias havde kastet anker i den forkerte bugt. Deraf navnet False Bay.

Ankommet til Cape Point, som er det højeste, men ikke det sydligste punkt, tog vi et lille tog halvvejs op til fyrtårnet på Cape Point, og gik derefter det sidste stykke vej op. Fyrtårnet ligger i ca 240 meters højde. Heroppefra er der en ganske enestående udsigt ud over Det Indiske Ocean, Atlanterhavet samt over til The Cape of Good Hope, som i luftlinje ligger et par km sydvest for Cape Point. Udsigten, naturen, klipper, de store vidder, alting er simpelthen så smukt og en fantastisk oplevelse, som vi på ingen måde ville have været foruden. Hvor er naturen dog ofte stor og enestående…..

Efter at have været på Cape Point gik Tenna og jeg til The Cape of Good Hope. På vejen ned besluttede vi at spise en sandwich ved et serveringsområde. Vi købte sandwiches og vand, og satte os udenfor på en trappe. Et stykke henne i måltidet blev vi imidlertid gjort opmærksom på, at en solsortagtig-, skadeagtig-, sydafrikansk sort sulten fugl havde fået lyst til min sandwich, som da også var ganske lækker med kylling, salat osv.. Da jeg så var lidt tung i opfattelsen og ikke umiddelbart havde til hensigt at give noget væk, besluttede omtalte fugl sig derfor til at tage sagen i eget næb, hvorefter den lettede sig og fløj direkte hen til mig og snuppede et stykke kylling fra min sandwich. Sådan, og velbekomme! - Efter dette lille indslag fortsatte vi vores meget spændende og fantastiske tur i et forrygende stormvejr. Turen varede vel alt i alt knap 1 ½ time, og her fik vi afprøvet vores evner til at klatre i halvstejle klipper i stormvejr med havet stejlt under os. Også en meget stor oplevelse, som i det omtalte vejr krævede fuld attention af os.

Men det er altså en speciel og enestående oplevelse at have stået på det sydligste punkt i Sydvestafrika og oplevet denne enestående natur.

Efter Cape kørte vi med bussen tilbage til Cape Town, en tur gennem vekslende landskab og denne gang med Atlanterhavet på vores venstre side.