20. - 24. november 2019

Fra Iguazu tog vi onsdag 20. November med fly fra den brasilianske Iguazu lufthavn til Sao Paolo, hvor vi blev hentet af en meget venlig, ikke så meget talende chauffør, som skulle køres os de ca 240 km til Ilha Bela. Turen varede ca 4 ½ time og inkluderede en færgetur fra Sao Sebastião på det brasilianske fastland og de ca 4-5 km ud til Ilha Bela, hvor vi kom til vores hotel kl ca 17:00. Hotellet var ikke let at finde, fordi det egentlig ikke er et hotel men et relativt højt beliggende sted med dejlig udsigt ud over vandet til fastlandet og Sao Sebastião. Vi mener ikke, at der er mere end 4-5 værelser, men stedet er dejligt, og service og hjælpsomhed er fin, om end det er lidt svært at kommunikere, eftersom folkene på stedet kun taler portugisisk, og det sprog er desværre endnu ikke i vores rygsæk. Men med fagter, Google-translate, lidt spansk og lidt engelsk går det nu nok.
Opkørslen til hotellet har en hældning på ml 30-45 grader, så da vi skulle køre herop, lugtede det kraftigt af varm motor og lignende. Vores værelse har en dejlig balkon/terrasse med udsigt over Atlanterhavet ind til det brasilianske fastland.

Vi har faktisk spadseret en hel del, mens vi har været her på øen. Vores hotel ligger ca 3 km fra det, der kan kaldes bymæssig bebyggelse med adgang til forretninger og spisesteder, og denne distance har vi tilbagelagt en del gange i løbet af de dage, vi har været her. Kun om aftenen, når vi skulle ud og spise, har vi taget en taxi. I går lørdag den 23. November tog vi på en heldagstur med Jeep til Praiha do Castelhanos, et badested, som ligger på den anden side af Ilha Bela, en afstand på omkring 22 km. Vejen, som er den eneste tværs over øen, går gennem en nationalpark, og består af huller og klippestykker i forskellig størrelse, sat sammen på en sådan måde, at stort set alle indvendige dele på Karin og mig er blev rystet løs. Der er tale om en vej eller lignende, som til fulde kan tage konkurrencen op med de veje, som vi tilbagelagde for 2 år siden i Kenya (vi kalder dem Mutetti-veje efter den flinke chauffør, som kørte os rundt i Kenya, og som formåede at få os til at love, at vi aldrig mere ville kritisere de danske landeveje, uanset hvor ringe de måtte være). – Nå, men efter et par timers kørsel kom vi til det omtalte badested, som lå dejligt i en lille bugt. 

Og jo, vi har været ude at bade i Atlanterhavet én gang, og det var friskt og dejligt!