1. - 3. november 2019

1. november - Punto Tomba

Som oplyst i går skulle vi op kl. 01:00 her i nat/til morgen. Vi fik som håbet ca 5 gode timers søvn, og så gik turen til indenrigslufthavnen kl. 02:00, hvor vi ankom ca 02:45. Denne lufthavn ligger ca midt i BA, ikke langt fra Retiro-busterminalen, hvor vi for 3 år siden havde en rigtig dårlig oplevelse, idet vi fik stjålet en rygsæk med en masse personlige ting.

Vores fly mod Trelew skulle lette kl. 04:30, så vi forsøgte at få lidt spiseligt samt en kop kaffe. Flyturen gik fint og vi landede i Trelew ca. 06:15. Lufthavnen ligger ude på Lars T’s mark, så vi kunne ikke som håbet komme på vores hotel i Puerto Madryn, før vi skulle på tur videre. - Trelew er en trist by med ca 120.000 indbyggere, og den har så en lufthavn, som bl.a dækker områderne omkring Puerto Madryn og Peninsula Valdes. Vi blev hentet af en flink guide kl. 08:30, i bilen var desuden et nygift par fra Monterey i Mexico, som vi fulgtes med hele dagen. 

Vi kørte ca 150 km igennem en del af den patagonske steppe, som bl.a. er kendetegnet derved, at den er meget flad, med bevoksning, som max er 1 meter høj. Der er ingen vand af betydning, der bor ingen mennesker, og de eneste dyr i området er får, ligesom det er muligt at se et par guanaco’er, en lama- art, samt choiquer, som er en argentinsk strudseart. Ellers er det bare ligeud ad grusvejen, og det er virkelig ligeud i rigtig mange kilometer ad gangen.

Vores mål denne formiddag var Punto Tomba Provincial Reserve, som er en stor pingvinkoloni. Et meget smukt område ud til Atlanterhavet, hvor disse skønne pingviner lever en stor del af året, faktisk fra august/september, hvor der planlægges familieforøgelse, via oktober/november, hvor der ruges æg ud og frem til april, hvorefter turen med hele familien går op langs Sydamerikas kyst op til Brasilien, hele tiden med ophold i havet, hvor man nyder ungerne og det gode liv, hvorefter pingvinerne i juli/august vender tilbage til Punto Tomba, alt i alt en tur på ca 6.500 km.

 I Punto Tomba lever der ca. 130.000 pingviner. Pingvin-forældrene bor efter æglægningen på skift i vestvendte huler i jorden på skråninger ned til Atlanterhavet. Hulerne har de selv gravet, og mens den ene af forældrene ligger på æg, vandrer den anden, måske sammen med en kammerat eller to, som er i en lignende situation, ned til havet for at bade, fiske, spise, således, at den kan komme tilbage til hulen og afløse magen. Dette er en daglig proces, og det er ganske skønt at se disse små vraltende pingviner traske afsted. Det er næsten ligesom at se kunder i Føtex eller Coop vralte afsted efter indkøbsvognen.

Efter Punto Tomba kørte vi mod byen Gaiman, ikke så langt fra Puerto Madryn. Igen igennem den patagonske steppe. Enestående og specielt, Karin registrerede, at vi kørte direkte ligeud ad en bred grusvej over 43 km. Godt man ikke skal cykle den strækning ud og hjem hver dag! – Grunden til at vi skulle besøge Gaiman var, at walisiske immigranter omkring 1850 flyttede til Patagonien og bosatte sig der med det for øje, at gøre i hvertfald en del af den golde slette til et mere frugtbart område. Dengang (ligesom nu) løber der en flod igennem området ved den nuværende by Gaiman, og waliserne besluttede, med regeringens tilladelse, at begynde at grave kanaler med henblik på at udvikle jorden til agerbrug. Kort fortalt lykkedes dette ganske godt, og byen Gaiman er i dag forsat centrum for en oprindelig walisisk befolkningsgruppe, som har sat sit præg på byen i form af huse bygget i walisisk stil, te-saloner, skoler, kirker mm.

2. november – Peninsula Valdes

Kl. 08:30 blev vi hentet på hotellet, idet dagens program var en heldagstur til Peninsula Valdes, en halvø øst for Puerto Madryn, som er et beskyttet område under World Heritage. Kun et sted er det tilladt at bo, nemlig i Puerto Piramides, det kommer vi tilbage til. Resten er et stort naturbeskyttelsesområde, hvor dyr lever frit, hvor der er et rigt fugleliv, og hvor pingviner har deres kolonier. Hele området er ligesom det øvrige Patagonien én stor steppe med en bevoksning på max. 1 meters højde. Halvøen, der på ca 3.700 kvadratkilometer, er opdelt i 23 estancias (jordlodder), som er ejet af folk, som eksempelvis bor i Madryn. De har får og kvæg til at gå og græsse, ligesom der er mange guanacoer (lamaer). Af øvrigt dyreliv findes ræve og maraer (en slags harer), plus sandsynligvis en række andre arter, men de nævnte typer har vi i hvert fald set. Desuden så vi choiquer, falke, flamingoer og joter (turkey vulture), samt en række andre unavngivne fuglearter.

Vi kørte i en mindre bus sammen med ca. 12-14 medpassagerer, og turen gik halvøen rundt med en række stop undervejs. Stort set alle veje er grusveje i forholdsvis god stand. Turen var i alt på ca. 400 km, heraf de ca. 250 km på grusveje.

Første stop var Punto Norte, hvor vi så store flokke af hvalrosser, som lå på land og hvilede sig. I de foregående måneder har de formeret sig, og ungerne har taget vægt til sig. Faktisk lever de kun sammen med moderen i 23 dage, en periode, hvor de vokser fra en fødselsvægt på 25-30 kg til en supervægt på omkring 170-180 kg efter de 23 dage. Denne enorme vægtforøgelse skyldes, at modermælken er ekstremt næringsrig og fed. Herefter lever ungerne ca. 1 uge med en vis forbindelse til moderen, hvorefter hun siger farvel og tak til de unge, idet de nu er i stand til at klare sig selv. Og hvor er faderen så henne i dette forløb? Ja, han er efter alt at dømme på jagt efter andre hunner, og han har sikkert travlt, idet der som hovedregel er ca 90-100 hunner til have han! – Hannerne er i øvrigt meget større end hunnerne, og kan let nå op på en vægt på omkring 1 ton eller mere. – Omkring december/januar stikker hvalrosserne igen til havs og bliver der indtil juli/august, hvor hele processen gentager sig. 

Næste stop var Caleta Valdes, hvor vi så en mindre pingvinkoloni. Kystområdet her på den østlige del af Peninsula Valdes er meget smuk, og vi oplevede, at Atlanterhavet her har nogle helt fantastiske turkise farver.

Sidste stop på rundturen var Puerto Piramides, der, som det eneste beboede område, ligger på den sydvestlige side af Peninsula Valdes, ud til Golfo Nuevo. Denne bugt, som er på omkring 2.500 kvadratkilometer, er et stort yngleområde for hvaler. Vi skulle derfor selvfølgelig ud at se hvaler, og sejlede sammen med en gruppe andre turister ud i en mindre båd for at komme tæt på hvalerne. Og ganske kort fortalt: det var en enestående oplevelse at se disse store dyr (vi så hvaler på ca 17 meters længde ifølge vores guide). På nuværende tidspunkt er hvalfamilierne samlede, mor, far og barn. En hval får en hvalunge ad gangen ca. hvert 3.- 4. år, graviditetsperioden er omkring 12 måneder. Når ungen er født, er den hos moderen ca. 1 år for at få en meget nærende og fed mælk, mens faderen svømmer lidt omkring og er stolt af sin familie.

Vi så disse hvaler helt, helt tæt på, så, hvor store deres kroppe og halefinner er. De svømmede foran og under vores båd, og Karin og jeg var så heldige at have virkelig 1. parket til dette enestående show, som det var at se hvalerne svømme rundt, dukke op af vandet, slå med den kæmpemæssige hale, sprøjte vand ud af åndehullet, eller som moderen gjorde i flere situationer: at vende sig om på ryggen og slappe af efter at ungen havde spist. Det er en oplevelse, som vi er meget, meget glade for at have fået med!

En hval kan blive omkring 70 år gammel.