Santiago – Mendoza

Søndag aften kl. 20:30 blev Karin og jeg hentet på det hotel, hvor vi havde overnattet for at blive kørt til en af de i alt 3 busterminaler, der er i Santiago. Vi havde en meget flink guide med, som hjalp os på den rigtige bus, hvilket ikke var helt enkelt, da der nok holdt de første 40-50 busser i flere lag, så det var ikke helt overskueligt. Men vi fandt Mendoza-bussen fra selskabet Andesmar, og det var da godt en stor bus i 2 etager, hvor vi havde fået pladser i underetagen. Her var der plads til 12 personer, som kunne sidde ganske mageligt i komfortable stole med god plads, bortset lige fra mennesker, som er forsynet med lidt længere ben, end man er vant til i Sydamerika.

Nå, men vi kom afsted ca. 22:00 og havde en fin tur op over Andesbjergene. Vi kørte op ad det ene hårnålesving efter det andet, og takket være fuldmånen og den skyfrie himmel kunne vi følge vejen og bjergene. Vi kunne se sneen lige uden for vores busvinduer, og vi kunne følge de røde lygter fra de andre biler højere oppe ad bjerget og de hvide lygter fra bilerne længere nede ad bjerget. Det var SÅ fascinerede og smukt et syn.

Men så kom vi til grænseovergangen mellem Chile og Argentina, og så gik det hele i stå og op i bureaukrati....

Vi holdt stille og ventede i bussen i ca. ½ time, hvorefter vi blev kommanderet ud for at få vores pas kontrolleret (og dette midt om natten, efter at vi havde sovet et par timer, så det var ikke spor spændende at skulle udenfor i kulden). Dette varede yderligere ca. 40 minutter, hvorefter vi troede, at vi kunne sætte os ind i bussen igen, men næh, nej, sådan fungerer systemet skam ikke. Vi var kommet ind i bussen igen, men vi blev gennet ud igen, for nu skulle bussen så tømmes for al bagage, som skulle igennem en scanner for derefter at blive læsset ind i bussen igen. Og al håndbagagen skulle naturligvis også scannes. Alt i alt tog denne lille øvelse 1 ¾ time. Det skal også nævnes, at dette foregik i et kæmpe, kæmpe stort telt-agtigt rum, hvor både biler og busser skulle køre ind. Det er nok ikke svært at forestille sig, hvordan luften var dér, når 4-6 busser og måske 40 personbiler ad gangen holdt med osende motorer. Et sjovt tankeeksperiment fra den dansk-tyske grænse kunne jo være, at hvis man dér indførte samme kontrolprocedure, så ville motorvejene i hhv. nord og syd for grænsen have køer hhv fra Haderslev i sydgående retning og fra Rendsburg i nordgående retning, sådanne planer har vi da heldigvis endnu intet hørt om fra Inger Støjberg!

Det lykkedes os imidlertid på forunderlig vis at blive færdige og komme videre, og vi ankom faktisk til tiden til Mendoza (05:00). Her havde vi 3 ½ times ventetid, før vi med taxa skulle besøge Bodega Renacer lidt uden for Mendoza. Om vi havde sovet godt i bussen? – Nej det kan man ikke sige, men jeg tror, at det kunne have været ok, såfremt vi ikke var blevet vækket på grund af ovennævnte toldcirkus.