Titicacasøen

Torsdag morgen kl. 06.45 blev vi hentet på vores hotel Casa Andina Private Collection, som ligger meget dejligt med en skøn udsigt over Titicacasøen søen. – Turen til havnen og den lille turbåd, som vi skulle med, tog ca. 10 minutter. Vejret var dejligt, lidt friskt med ca. 9-10 C, men ingen vind og dejligt højt solskin. Vi var 11 deltagere + guide + 2 besætninger ombord, og vi sejlede stille og roligt ud gennem Punobugten og ud til sivøerne Uros, som vi havde glædet os mega meget til at se og opleve.

Og vi blev ikke skuffede: efter ca. ½ times sejlads lagde vi til ved øen Waliki, som betyder "jeg har det godt", hvor vi blev modtaget af øens beboere. På denne ø lever der 5 familier med i alt 15 personer. Hver familie har sit eget hus, hvor de lever og sover. Husene er på ca. 15 m2, så der er ikke plads til meget andet end at sove. Der er faktisk kun et par madrasser i hvert hus til hele familien, så man kan undre sig over, hvordan de producerer børn, som der egentlig er nok af. Derudover er nætterne temmelig kolde, og de tager et ekstra lag tøj uden på den dragt, de bærer om dagen – hold da op hvor sexet!
Husene får skiftet tag hver 1 ½ år, mens væggene skiftes hvert 3. år. Både vægge og tag er lavet af siv. Skelettet, husene er lavet af, består af 1 ½ x 3 tomme lægter, altså ikke særligt holdbart.

Madlavning foregår udendørs eller i en særlig hytte, mens personlig hygiejne og lignende ligeledes foregår i et særligt område. Toiletforhold fungerer således, at man graver toiletter i øen, benytter det i 14 dage, brænder det bogstaveligt talt af, hvorefter man graver nye.
Alle huse har indlagt elektricitet, som man får ved hjælp af solceller, 1 stk. pr hus.

Beboerne lever udelukkende af turisme. Der betales ingen skatter, man har egen skole, som drives af den apostolske kirke resp. 7. dags adventister, som ligeledes har en kirke på øerne. Der er ca. 100 øer i alt. At disse stadig er beboede, skyldes nok udelukkende turismen. Men man kan kun håbe på, at dette fortsætter, for uanset hvad er disse øer noget ganske enestående og unikt, som man med alle midler bør værne om, kan bestå fremadrettet. Og dette kræver, at der kommer turister dertil, for den peruvianske regering støtter ikke dette mikrosamfund med nogen form for økonomiske hjælpepakker. Øerne er 100 % selvhjulpne.

Vi fik fortalt og vist, hvorledes man ”bygger” en ø, og i korte træk foregår det således:
Et stykke væk fra øerne er der et område i søen, hvor man med en 2 meter lang sav (faktisk en slags fukssvans med kun et håndtag) kan skære blokke af sivtørv, altså den ”jordbund”, som sivene vokser i. Disse blokke er op til 120-150 cm tykke, og saves ud i 1 x 1 meter. Derefter bankes en stolpe i blokken, et tov gøres fast (tidligere var disse tov fremstillet af flettet siv) og forbindes med en robåd eller motorbåd, hvorefter blokken sejles derhen, hvor man ønsker at bo. Når man har samlet tilstrækkelig mange sivblokke, forbindes disse med hinanden med reb, og efter ca. 1-2 måneder er blokkene igen vokset sammen via sivenes rodnet. – Derefter kan man gå i gang med at forberede øen til at kunne bygge huse.

Dette gøres ved at høste store mængder siv, som man derefter lægger i 30-40 cm tykke lag oven på sivblokkene, først i den ene retning og derefter i den anden, for så til sidst at lægge et 10-15 cm dæklag. Før byggeriet af husene begynder, spiller øens beboere diverse spil (fodbold, basket, volley, etc.) for at stampe sivunderlaget fast.

En sivø kan drive og bevæge sig i vandet. Derfor bliver den fortøjet med pæle i vandet. Mens vi opholdt os på Waliki, kunne vi mærke, at øen (eller ”gulvet”) bølgede svagt, i takt med at der var krusninger på vandoverfladen (og det var ikke, fordi vi ”havde en lille en” på”!)

Vi blev inviteret ind i huset hos Hugo og Irma, hvor de boede med deres søn (deres 2 andre børn boede i Puno), og vi skulle selvfølgelig også fotograferes sammen med dem, iklædt peruviansk tøj. Meget sjovt og charmerende. På spørgsmålet om, hvad de gjorde, hvis de frøs om natten (eller for den sags skyld om dagen), svarede Hugo, at så tog de bare et ekstra lag tøj på. Og efter udseendet at dømme, bar de fleste 3-4 lag tøj på denne skønne solskinsmorgen ved 08:30 tiden. Efter opholdet på Waliki blev vi inviteret på en sejltur i en luksussivbåd roet af 2 mandlige beboere, og sluttede besøget i ”åben sø”, idet vores turbåd kom sejlende ud til os, så vi kunne vende tilbage til den for at fortsætte turen til øen Taquile, hvor vi bl.a skulle spise frokost.

Lidt fakta om Titicacasøen: I alt ca. 9.000 km2, dermed næststørste sø i Sydamerika næstefter Maracaibosøen i Venezuela. 165 km lang på længste sted, 60 km bred på bredeste sted, dybde op til 220 meter. Det er verdens højest beliggende ferskvandssø (ca. 3800 meter over havet), hvor man samtidig sejler med fragtskibe. Man har tidligt i det 20. århundrede transporteret et dampskib fra England som et samlesæt, hvorefter delene blev samlet ved Titicacasøen, og skibet blev brugt til fragttransport mellem Peru og Bolivia. Dette skyldes, at der på daværende tidspunkt ingen farbare veje var i området, således at man ikke kunne få varer frem mellem de 2 lande.
Sivøerne er oprindeligt grundlagt af Uro-indianerne, og der tales i dag 3 sprog.

Et lille sprogeksempel:
På spansk: Como estas? – Muy bien, gracias. (Hvordan har du det? – Tak, godt)
På et af de andre 2 sprog, Quechua: Camisa raqui? – Waliki. (Der garanteres ikke for stavemådens rigtighed).

Taquile – øen hvor vi spiste frokost – er en ø, som på det nærmeste er selvforsynende. De ca. 3.000 indbyggere lever af turisme, idet der dagen igennem kommer en lind strøm af turbåde med turister. Disse opholder sig typisk 2 ½ -3 timer på Taquile, hvorefter turen går tilbage til Puno.
Der ligger en række familiedrevne restauranter, hvor gæsterne sidder udenfor og nyder frokosten, samtidig med at de har en fantastisk smuk udsigt ud over Titicacasøen.

Jorge, vores guide, fortalte en del om kulturen på Taquile, hvor mændene strikker, og det på et niveau som er helt uovertruffen. Taquile er af den grund på Unescos liste over verdenskulturskatte.

Et eksempel: Når to unge mennesker har forelsket sig, skal de have forholdet godkendt hos begge sæt forældre. Samtidig skal de bo sammen med den unge mands forældre i deres hus i 3 år, før de eventuelt kan gifte sig. Her er tale om en slags test, der på det lokale sprog kaldes ” Servia cuyo”.

Når perioden er overstået, skal den unge mand strikke en hue, som skal godkendes af pigens far. Hvis man hælder vand i den, og den kan holde på vandet i mere end 2 minutter, er den unge mand godkendt. Dette siger noget om, hvor fast der skal strikkes. Det sker med 5 tynde strikkepinde og tyndt uldgarn. - Efter denne test skal den unge mand strikke en taske, som han efterfølgende bærer om livet. I tasken opbevarer han coca-blade, og når han møder en anden person, giver han nogle coca-blade til den anden, og får samtidig selv coca-blade tilbage. Dette er et hilse-ritual, og 2 personer fra Taquile hilser aldrig på hinanden ved at give hånd, men gør som oven for beskrevet. – Den sidste opgave i ”Servia cuyo” består i, at den unge mand skal strikke et ca. 15 cm bredt bælte, som han kan bære om livet. I dette bælte skal han indflette pigens/kærestens hår, som i mellemtiden er blevet klippet af. Bæltet fremstilles med meget flotte mønstre. Samtidig væver pigen et tilsvarende bælte (dog uden hår), som til sidst sys sammen bagside mod bagside. Når så bryllupsdagen oprinder, giver den unge pige dette bælte til sin tilkommende mand som et symbol på, at de nu er lovformeligt gift. Bæltet gør det ud for en ring.

Når manden efterfølgende sammen med sin kone venter sig, skal han strikke 2 huer, en til en pige og en til en dreng, idet man jo ikke her på forhånd kender barnets køn. Forskellen på de 2 huer ligger primært i farvesammensætningen. Bliver det en dreng, skal drengen gå med denne hue, fra han er 1, til han er 6 år. Når han bliver seks år, skal han selv strikke sin egen hue, som han skal gå med, indtil han er 12 år. Og hvordan kan han så strikke, når han kun er 6 år? - Jo, han har jo set sin far sidde og strikke, og har derfor af ham lært, hvordan han skal gøre. – Det tager ca. ¾ - 1 år at strikke en sådan hue. Når drengens første selvstrikkede hue bliver for lille, strikker han en ny, og en dag møder han en kæreste, som han flytter sammen med hos sine forældre i deres....... Osv.

Dette er en tradition, som er helt speciel for Taquile, og som Unesco som nævnt er blevet opmærksom på. Derfor gør man alt for at bevare den for eftertiden.