Naivasha Sopa Lodge

Efter vores dejlige ophold på Ilkeliani Lodge er vi nu taget videre til Lake Naivasha, som ligger ca. 5 ½ times kørsel fra Ilkeliani. Turen foregår de 4 timer på grusveje, som er værre end de værste veje, vi kunne forestille os i Danmark. De kaldes “highways”, men er meget ubehagelige at køre på. Men vi kom da frem, og dette sted er virkelig luksus-udgaven af en lodge. Lodgen ligger lige ned til søen, hvor der ligger flodheste i vandkanten, og hvor der i den store park, som omgiver lodgen er zebraer, aber, giraffer, impalaer og sikkert også mange andre, som vi enten ikke har set endnu, eller som vi ikke kender navnene på. Ligeledes er her rigtig mange fugle. – Vi er indlogeret på første sal i en dejlig stor lodge, hvor vi fra vores balkon-terrasse har udsigt over parken og ned til søen. – De omtalte flodheste kommer om aftenen og natten op i parken, og når vi skal over til restauranten om aftenen (ca. 100-125 m), skal vi ringe til receptionen, som så sender en vagt over for at hente os. Han er forsynet med en kombineret lygte og slagvåben, således at han kan forsvare os. Det samme sker når vi skal tilbage igen (men altså kun, når det er mørkt). Indrømmet, vi syntes nok, at det her var lidt overdrevet, så efter at vi igår aftes havde spist middag, bad vi således om at komme tilbage til vores værelse, og mens vi gik på flisebelagte stier mellem store kaktusarter og lignende, spurgte Tenna: “Er der virkelig flodheste inde i parken?” Vagten lyste derefter ned mod søen og lige ind i øjnene på en pæn stor flodhest, som stod oppe midt i parken. – Ups, tænkte vi, og var lige pludselig godt tilfreds med den eksisterende ledsage-ordning.

I dag mandag har vi været på en ½ dags tur til Hells Gate National Park, som ligger ca. 10 km fra vores lodge. Hells Gate National Park er berømt for sine varme kilder eller geysere om man vil, der alle udnyttes til at producere elektricitet, faktisk i en sådan størrelse, at de forskellige kraftværker, som findes i udkanten af parken, forsyner stort set hele Kenya med strøm. Inde i selve parken kommer vi, efter at have kørt i noget, der ligner en canyon, ret hurtigt til parkens vartegn, Fischer's Tower, som er en ca. 40 m høj klippe med facon som en kæmpe blækhat (svamp). Klippen står isoleret, og ca. 150-200 m derfra rejser sig lodrette klippesider som i en canyon. En stor del af dette område er faktisk en canyon, og forklaringen på dette naturfænomen er følgende: i 1856 skete der en pludselig niveausænkning i landskabet i parken, som især skyldtes vulkansk aktivitet samt de nævnte geyseres tilstedeværelse. Dette bevirkede, at alle de løse jord-/klippearter sank omkring 35-40 m på én gang, og kun de hårde klippeformationer stod tilbage. Derved blev Fischers Tower dannet, og ligeledes den canyon, som vi i dag kan se. Når man tænker over det, må det jo have været et fantastisk naturfænomen. Vi fik fortalt, at 22 masaiere døde i den forbindelse.

Lidt længere fremme tog vores lokale guide os med på en 2 timer lang vandretur, som skal opleves, og som kun i begrænset omfang kan beskrives. – Vi gik ned i en ganske smal canyon, som er dannet ved at vandet i regntiden eroderer de lette klippearter væk. Dvs. at hvor klippearterne er porøse, bliver kløften bredere, og hvor de er hårde, bliver kløften smal. Vores guide var vældig hjælpsom og dygtig, og hjalp os rigtig meget, idet den vandretur, vi var på, ikke var for barberlærlinge. Vi skulle kravle på stejle klippesider, hive/trække os op og ned ad en klippevæg med tov, og i det hele taget gøre ting og sager, som absolut lå uden for vores kompetenceområder. Men vi sagde nok til hinanden: Det er noget vi kun oplever denne ene gang og så må vi gennemføre det. Og det gjorde vi! – Men som sagt, det skal opleves. Vi har prøvet at give et indtryk af hele forløbet ved hjælp af billeder, med det håb, at man kan forstå lidt af den fantastiske natur, som omgiver dette sted.

Området her ved Lake Naivasha er i øvrigt et kolossalt stort produktionsområde for roser. Alle os, der nu godt kunne finde på at købe 10 roser for kr. 25 el. kr. 30 i Føtex eller et andet supermarked, kan næsten gå ud fra, at de kommer hernede fra. Det er egentligt lidt sjovt at tænke på. Men tænk på, at roserne skal dyrkes, plukkes, pakkes mv, og derefter transporteres med lastbil til Nairobi, sendes med fragtfly til Amsterdam, hvor de bliver fordelt til de enkelte modtagerlande. Derefter med lastbil til f.eks Danmark, hvor den lokale distribution finder sted. Alt dette for den nævnte pris, hvor man i tilgift får en lille pose gødning med. Men det mest bemærkelsesværdige af det hele er nok, at fra roserne plukkes/høstes her ved Lake Naivashas bred, til de befinder sig i det danske supermarked, er der som regel gået max. 4 dage. Der er altså nogen, som forstår sig på logistik i de højere luftlag!

Efter den supertur tog vi på hotellet for at slappe lidt af, vi er jo trods alt snart ved at være midaldrende begge to, og vi besluttede derfor at tilbringe et par timer i solen ved hotellets flotte swimmingpool.

Tirsdag er vores sidste dag på Naivasha Sopa Lodge, og den er dedikeret til en tur op til toppen af områdets tredjehøjeste bjerg, Mt Longonot, som er 2560 m højt. Vores udgangspunkt er i 1900 meters højde, og for os, der som højeste punkt kun har besteget Himmelbjerget, ligger der en udfordring forude. Vi har en guide med, der skal føre os op til toppen af Mt Longonot, som er en udslukt vulkan. Sidst, der var gang i gryden, var for nogle millioner år siden. Men der foregår en lillebitte smule geyser-aktivitet, hvilket stemmer ganske godt overens med det, vi oplevede i går ved Hells Gate (se ovenfor).

Opstigningen tager os knap 2 timer for de ca. 3 km med en højdeforskel på 600 m. – Da vi kommer helt op, oplever vi en fantastisk udsigt ud over sletterne nedenfor samt over til Rift Valley, som vi kørte igennem forleden på vej til Ilkeliani Lodge Masai Mara. Ligeledes kan vi se over til Lake Naivasha. – Her oppe på toppen kan vi også se selve vulkankrateret, som med en diameter på knap 2.9 km har en omkreds på ca. 7.2 km. (Man kan vel sin matematik!) – Sletten nedenfor, hvor vi tager vores udgangspunkt, bærer også præg af den nedsynkning, som fandt sted i 1856 (se ovenfor). Selve Mt. Longonot er speciel derved, at bjergsiden er helt rillet med mange mere eller mindre dybe og brede kløfter, hvilket skyldes den erosion, som er foregået hen over tiden.

Vel nede igen er vi enige om, at vi igen har haft en fantastisk oplevelse, men det største for os i dag har været, at vi to har været i stand til at foretage denne opstigning. Men som vise mænd har sagt så mange gange: Man kan, hvad man vil!

Vi havde fået en picnickurv med fra hotellet, da vi troede, turen ville vare hele dagen. Men da vi var så hurtigt tilbage fra bjerget, blev vi enige om at tage kurven med tilbage til hotellet og spise frokosten på terrassen. Vi spiste frokosten i dejligt vejr og bagefter besluttede vi os igen for at nyde området her, så vi gik derfor ned til poolområdet for dels at lave vores daglige “kontorarbejde” og for dels at nyde solen og omgivelserne. Efter ca. ¾ time begyndte det imidlertid at dryppe lidt. Det gav sig efterfølgende til at dryppe lidt mere koncentreret, og efter ca.  ¼ time stod det ned i stænger. Vi flyttede vores ting og sager i ly ved poolbaren, men kunne konstatere, at det kun var en stakket frist, så vi besluttede at løbe til vores lejlighed, som ligger ca. 250 m fra poolen. Vi havde pakket kamera, ipad og bøger ind i et håndklæde, men det var så stort set også de eneste ting, som ikke blev gennemblødte. Der kom simpelthen en tordenskylle på ca. 1 ½ time, som forvandlede parken til et næsten vandland, og alle dyrene forsvandt. – Men hvad skete der så? – Efter denne skylle klarede det op, det blev tørvejr, dyrene dukkede frem på ny, og nu er det bare dejligt vejr. De pågældende dyr er elsdyrantiloper, og de kommer ofte i større flokke, og her på stedet passerer de flere gange lige forbi vores lejlighed, og det er så skønt at se sådan en flok smukke dyr bevæge sig graciøst i naturen.