Machu Picchu

Mandag den 7. november kl. 06:15 blev vi hentet på vores hotel i Cuzco for at blive kørt til bydelen Poroy, som ligger ½ times kørsel fra Cuzcos bycenter, ca. 100m højere end Cuzcos 3400 meter. På vejen kørte vi igennem kvarterer, som virkelig lignede skrammel. Samtidig er det bemærkelsesværdigt så mange vilde hunde, der løber omkring. - I Poroy skulle vi stige på det blå ekspeditionstog til Machu Picchu (det blev virkelig benævnt ”the expedition train”).

Toget er specielt bl.a. derved, at der er store vinduesfacader både i sider og i tag, således at vi kunne have en rigtig god udsigt til landskabet, som passerede forbi udenfor. Og landskabet er i den grad charmerende med marker og små landbrug hen igennem den dal, vi kørte i, ligesom bjergsiderne også blev dygtigt udnyttet. Naturen er meget flot og frodig med masser af afgrøder, træer og marker. – Ligeledes er der mange kreaturer, får og igen løse hunde. Men det må nok opfattes som et tegn på en vis velstand, selv om denne ikke giver sig udslag i byggestilen, som også på landet er meget beskeden, men dog bedre end i byerne.

Undervejs i toget er der behagelig servering af te og kaffe og brownies, ligesom der hele tiden er dejlig peruviansk musik, for en stor dels vedkommende spillet på pan-fløjte. Dejligt behageligt, afslappende og lige til at komme i den rette stemning af.

Vi lod vores ”trunks” (vi er jo ikke back-packers, i hvert fald ikke på denne tur) stå på hotellet i Cuzco, hvortil vi kommer tilbage i morgen aften. Det betyder,  at vi skulle pakke til hele 2 dage i 2 små rygsække. Det er skis’me ikke så let, når vi i forvejen ikke er gode til at begrænse os!

Et sted på strækningen gør vi holdt, bakker et stykke ad et (viser det sig) andet spor. Dette sker et par gange, med det for øje at komme ned på et lavereliggende spor, for at vi kan fortsætte turen. Denne øvelse udføres for at undgå for stejle stigninger/fald på banelinjen. Meget snedigt!

Et sted undervejs, ikke langt fra byen Ollantaytambo, passerede vi en meget stejl/lodret klippeformation, hvor der temmelig højt oppe lå et hotel, nærmest som om det var hængt uden på klippesiden. Meget spektakulært. Byen Ollantaytambo er i øvrigt en af inkaernes højborge, hvor der også i dag er rigtig mange reminiscenser fra inkatiden. Ikke så langt fra byen, helt præcist i byen Pisca, starter Inkastien, som inkaerne benyttede for at komme til og fra Machu Picchu, som var inkaernes hovedby og noget af det mest ultimative, man bør se i Sydamerika. Machu Picchu står i øvrigt øverst på Unescos liste over bevaringsværdige sites world wide.

I virkeligheden er det forkert at sige, at toget vi var med, kørte til Machu Picchu, for endestationen var i virkeligheden byen Aguas Calientes, som ligger neden for klippeformationerne, hvor Machu Picchu ligger. Machu Picchu er resterne af en inkaby, som blev bygget af inkaernes svar på Christian IV, Pachucutec, som herskede fra 1438 til 1471, og man mener, at han byggede Machu Picchu fra 1450-1470. Ganske kort tilbage til Aguas Calientes: byen lever udelukkende af de turister, som kommer for at besøge Machu Picchu, hvilket bl.a. ses i bybilledet, hvor der er i hundredevis af barer, små restauranter, hoteller samt især hostels, som primært er beregnet på det utroligt store antal backpackers, som kommer til stedet. – Fra Aguas Calientes kører der hele tiden shuttlebusser til Machu Picchu, køretiden er ca. 25 minutter på en ussel serpentinervej uden væsentlige afskærmninger på ydersiden af vejen. Og der er altså langt og stejlt ned!

Selve historien om Machu Picchu, inkaernes tilstedeværelse og livet der er der skrevet mange bøger om, så det skal der ikke berettes om her. Til gengæld vil vi gerne slå et stort slag for stedets skønhed, således som vi oplevede det denne skønne dag i begyndelsen af november med dejligt solskin, temperaturer på omkring 20 C, og næsten ingen vind. Forhåbentlig kan billederne tale for sig selv, men det er helt forståeligt for Karin og mig, at Machu Picchu er blandt verdens syv underværker. Det er ikke for meget sagt, at da vi kommer op og ser hele området på denne fantastiske dag, ja, da kom der helt af sig selv en klump i halsen af bevægelse: Tænk at noget kan være så smukt og storslået! – Det er ganske enestående, og burde ses af alle. Desværre kan man kun modtage ca. 3.500 turister pr. dag, så det gælder om at være på forkant, såfremt man kunne tænke sig at lægge vejen forbi.